Lokalt

Erhvervsmand sigtet i sag om ødelagte klitter – nu står han frem

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

I oktober 2019 skrællede en gummiged toppen af to klitter på Sønder Strand i Skagen. To mænd er sigtet i sagen. Nu står den ene af dem frem.

Det vakte stor opsigt, da to klitter på Sønder Strand i Skagen i oktober måned sidste år blev udsat for hærværk.

Begge klitter fik skrællet toppen af, og mistanken rettede sig hurtigt mod lokale i området, som ville blive begunstiget af en bedre udsigt, når klitterne nu var blevet lavere.

Der er ikke bestilt en gummiged eller aftalt økonomi eller noget som helst

Hans Andersen, sigtet i hærværkssag

To mænd er sigtet i sagen for groft hærværk og overtrædelse af naturbeskyttelsesloven. Den ene er den aalborgensiske ejendomsinvestor og ejer af City-Ejendomme Aalborg, Hans Andersen, der også er kendt for at udleje lokaler til en række butikker i det centrale Aalborg - herunder lavpriskæden Normal og tøjbutikken Message.

Erhvervsmanden står nu frem og fortæller, hvad der ifølge ham skete den nat i oktober.

Han beklager, hvis retten ender med at finde ham skyldig i sagen. Hans Andersen mener ikke, han har gjort noget forkert.

Møde mellem de to sigtede

På en time natten mellem 26. og 27. oktober sidste år skrællede en gummiged en større mængde sand af to klitter på Sønder Strand i Skagen.

Natten til 26. oktober fjernede ukendte gerningsmænd toppen af omkring 2.000 kvadratmeter fredet klit ved Sønderstrand i Skagen.

Den nordjyske erhvervsmand har fritidsbolig tæt på området, og han mødtes dagen forinden i Skagen med den anden sigtede i sagen.

- Det kan godt være, jeg har sået et frø - det må retten afgøre på et senere tidspunkt. Jeg har i hvert fald talt med hjertet, det er helt sikkert, siger Hans Andersen til TV2 Nord.

Erhvervsmanden Hans Andersen.

Hans Andersen afviser imidlertid, at de to sigtede mødtes for at aftale og planlægge hærværket.

- Der er ikke bestilt en gummiged eller aftalt økonomi eller noget som helst, siger Hans Andersen til TV2 Nord.

- Jeg synes, det er forkert, det der er sket. Det kan man kun beklage. Det har været en rigtig træls sag, som har påvirket både mig og min familie, men også naboerne i området.

På nordsiden af nedgangen til stranden er henved 2000 kvadratmeter klit jævnet og skubbet ud over kanten

Erhvervsmanden håber, at der kommer en afslutning på sagen indenfor den nærmeste fremtid.

Lokalsamfundet vender sig mod direktør

Der er tale om toppen af en 85 meter lange klitrække, der er en del af et fredet område ved Vippefyret i Skagen.

Det er et af de store udflugtsmål i Skagen, og sagen har skabt megen vrede blandt de lokale. Det har borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), tidligere fortalt.

- Mange leger detektiver, og det kan være i en god hensigt, men vi skal også passe på folkedommen og ikke skyde borgere et motiv i skoene, sagde hun tilbage i november.

Det har også betydet, at der i lokalsamfundet er blevet udpeget flere mulige gerningsmænd. Herunder en direktør, der angiveligt skulle have fået en bedre udsigt, efter klitten blev jævnet ud.

Flere, der bor i nærheden af klitten, er blevet mistænkeliggjort.

Et overgreb

Hos Danmarks Naturfredningsforening Frederikshavn/Læsø forstår man godt beboernes frustration. Formanden har tidligere kaldt hærværket et overgreb på et fredet stykke natur.

- Vi forstår slet ikke det her, og vi er heller ikke klar over, hvad formålet kan være. Vi kan selvfølgelig gætte, sagde formand Eigil Torp Olesen efter hændelsen.

Klitterne er ved at blive reetableret, men det kan tage noget tid, før de ligner sig selv igen. Marehalmen, som holder på sandet, er blevet gravet fri og skal genplantes.

- Når man skubber sandet tilbage, så risikerer man, at man får sandflugt, og at det forsvinder igen, så det skal nok følges op af noget plantning. Det vil sige, at der skal plantes hjelme, som skal nå at have fat, sagde Eigil Torp Olesen.

Reetableringen bliver en dyr affære, og ifølge Frederikshavnborgmesteren vil regningen blive sendt videre til synderen. Hvornår sagen skal for retten er dog uvist, og der er endnu ikke rejst tiltale i sagen mod de to sigtede.