Det vælter ind med klager over festende unge i sommerhusområder
I de store sommerhusområder i Odsherred og i Marielyst på Falster er der flere anmeldelser om støj fra larmende unge, end der har været andre år.
Sidste uge skulle egentlig have stået på Roskilde Festival for rigtig mange unge, men sådan blev det ikke i år på grund af coronavirussen. I stedet har mange valgt at slå lejr i et sommerhus, og det har man kunnet høre på lang afstand.
Politiet har nemlig i uge 27 i år modtaget markant flere anmeldelser om støjgener fra sommerhusområderne i Odsherred og Marielyst. Det oplyser både Midt- og Vestsjællands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
- Det er noget, vi tager meget alvorligt. Det er vores indtryk, at det er ni ud af 10 af anmeldelserne, der vedrører unge, der fester og spiller højt musik, siger John Jensen, der er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi.
I sidste uge modtog Midt- og Vestsjællands Politi 85 anmeldelser om musik til ulempe i politikredsen, hvoraf 22 af dem kom fra sommerhusområderne i Odsherred. Til sammenligning fik politikredsen 17 anmeldelser i alt i samme periode sidste år, og kun en enkelt af anmeldelserne kom fra et sommerhusområde.
- Det er et udtryk for, at folk ikke kan komme på ferier eller til festival i år, og så rykker de ud i sommerhusområderne i stedet, siger John Jensen.
Også Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har oplevet en markant stigning af anmeldelser om støjgener. Politikredsen har fået hele 109 anmeldelser om musik til ulempe i uge 27 i år mod 39 anmeldelser i samme periode sidste år. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke specifikke tal for området omkring Marielyst.
- Vi kan dog godt mærke, at der er mange flere anmeldelser fra sommerhusområderne – i sidste uge især. Det skyldes blandt andet, at der er rigtig mange, der er blevet studenter, og at mange jo normalt tager på Roskilde Festival i den uge. Det har de ikke kunnet i år, siger Peter Compen, der er fungerende politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
VIDEO: For halvanden uge siden satte TV2 ØST også fokus på det stigende antal anmeldelser om støjgener. Her talte vi blandt andet med en venneflok i Vordingborg, der benyttede store højtalere, mens de hyggede sig udenfor.
Fravælger unge under 25
Problematikken omkring unge, der fester og spiller høj musik i sommerhusområderne, bekræftes af de firmaer, der udlejer sommerhuse. Eksempelvis hos Feriepartner Odsherred, der formidler udlejningen af private sommerhuse, har man modtaget mange flere klager end normalt.
- Vi oplever, at det er en meget større udfordring i år. Det er faktisk mest sådan, at vi har gæster, der har været generet af de fastboende. Vores gæster har klaget over støj fra naboerne i de private huse, som så viser sig at være unge mennesker, der måske har lånt deres forældres sommerhus, siger Charlotte Jensen, der er bureauleder i Feriepartner Odsherred.
Ifølge Feriepartner Odsherred har udlejningsbureauet kun haft en enkelt hændelse, hvor det har været gæster, der har lejet sig ind i et sommerhus, der har været problemet. Det skyldes, at Ferieparter Odsherred bevidst undlader at leje sommerhuse ud til unge under 25 år.
- Vi er ret strikse med, at vi ikke ønsker ungdomsgrupper under 25 år i vores huse. Netop på den baggrund, at de ikke kan styre det, siger hun.
Samme tilgang har man hos Feriepartner i Marielyst. Her har de annulleret minimum 50 bookinger eller forespørgsler på bookinger af grupper af unge mennesker, skrev TV 2 i weekenden.
De strikse adgangsvilkår til at leje et sommerhus har ifølge Charlotte Jensen medført, at mange forældre booker et sommerhus i Odsherred på deres børns vegne.
- Det er nogle gange helt tilfældigt, at vi finder ud af, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være. Men det er ikke så heldigt, at vi har nogle forældre, der gerne vil stå inde for deres børn, når det så ikke altid går helt så godt alligevel, siger hun.
Alle skal kunne være der
Oven på de mange klager opfordrer Charlotte Jensen nu både gæster og dem, der opholder sig i eget sommerhus, til at være bedre til at tage hensyn til hinanden. Især i år, hvor der er mange flere mennesker i sommerhusene end normalt.
- Vi er selvfølgelig rigtig glade for den store udlejning, vi har i år, men det betyder jo også, at der er rigtig mange gæster i sommerhusene – både dem, der ejer husene, og dem, der lejer. Så man må prøve at være sammen på et fornuftigt niveau, så der er plads til alle, siger hun.
Samme opfordring kommer fra politiet, der samtidig appellerer til, at forældre tager en snak med de unge mennesker, inden de sender dem på ferie i sommerhus.
- Lad nu være med at låne jeres sommerhus ud til jeres børn, hvis de tager ud i sommerhusområdet og spiller højt musik og fester, siger John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Derudover opfordrer politiet til, at man banker venligt på døren og tager en dialog omkring den høje musik, der eventuelt generer, inden at man kontakter politiet. Fortsætter generne, skal man selvfølgelig kontakte politiet.
- Så tager vi derud og taler med de unge mennesker, og er de modtagelige over for det og skruer ned, er det fint. Ellers tager vi deres anlæg med, så de ikke kan spille musik. Men de efterkommer for det meste vores anvisninger, siger John Jensen.