Lokalt

Bander smider cykler på stierne for at afskære politibiler

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

I Nørrebroparken i København står eller ligger der tilfældigt parkerede cykler og blokerer stierne gennem parken.

Den første tanke man umiddelbart får, når man ser cykler smidt midt på den centrale sti i Nørrebroparken, er, at drengene på fodboldbanen har haft travlt med sig at stille cyklerne fra sig inden fodboldtræningen.

Men årsagen til de henlagte cykler midt på stien er en helt anden.

For cyklerne er nemlig en del af det organiserede hashsalg, der foregår i parken. Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.

- Det er en helt tydeligt strategi fra sælgerne, at de med placeringen af cyklerne ønsker at forhindre patruljebiler i at køre den vej ind i parken, siger politikommissær Jonas Wybrandt, der er leder af nærpolitiet i området.

Cyklerne har dog ikke den store effekt, lyder det. Politikommissær Jonas Wybrandt understreger, at cyklerne har "meget ringe indflydelse" på politiets arbejde i parken.

- Vi er ikke uvante med, at de kriminelle forsøger at besværliggøre vores arbejde, men det forhindrer os ikke i at patruljere i området, siger han.

Gennem de seneste år har politiet oplevet en mere eller mindre konstant hashhandel i Nørrebroparken. I april måned skrev lokalmediet KøbenhavnLiv, at politiet havde intensiveret indsatsen mod hashsalg i den populære park for at gøre stedet mere trygt.

Politikommissær Jonas Wybrandt bekræfter, at der er stort fokus på problematikken med hashhandel i parken.

- Københavns Politi har en stor tilstedeværelse i Nørrebroparken, da området er et sted, der ofte benyttes af hashhandlere. I den forbindelse patruljerer vi løbende i området – både i patruljevogn, på cykel og til fods, siger han.

Ifølge KøbenhavnLiv foregår den skærpede indsats i parken som et samarbejde mellem nærpolitiet, færdselspolitiet og Operativ Specialafdeling.

Hvad angår cyklerne smidt på stierne i Nørrebroparken, oplyser politiet, at de, når de ser cyklerne ligge og flyde, samler dem op og stiller dem ind til siden.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere på sagen, men oplyser til TV 2 Lorry, at da der er tale om en sag om kriminalitet, ligger opgaven hos politiet og ikke kommunen.