Kvinde død efter brand - mand fløjet på sygehus
I samarbejde med TV 2 Kosmopol
De pårørende er underrettet.
En 92-årig kvinde er afgået ved døden som følge af en brand i Skibby, der ligger i Frederikssund Kommune.
Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
Branden er sket i et hus på Bavnen i Skibby, og en 91-årig mand er fløjet på hospitalet med helikopter.
Anmeldelsen om branden indløb klokken 07.24, og lidt over to timer efter var branden slukket. Politiets teknikere skal nu undersøge, hvordan den er opstået.
Manden og kvinden bor i huset, og de pårørende er underrettet, oplyser politiet.