Lokalt

Hun bruger øjenstyret talecomputer - og fik 12,3 i snit

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

20-årig Sønderborg-kvinde med handicap fik et af landets højeste gennemsnit ved studentereksamen. Nu vil hun læse videre i København.

Da Astrid Lorenzen fra Sønderborg skulle op til studentereksamen i skriftlig bioteknologi, gik alt galt. Talecomputeren fejlede, joysticket til den almindelige computer gik i stykker, der var problemer med øjenstyringen og andre programmer. Så derfor sneg der sig et sjældent 10-tal på studenterbeviset, der ellers er fyldt med 12-taller.

- Fodstøtterne på kørestolen røg sig også en tur. Så det var ret uheldigt, men nu griner jeg dog bare af det. Jeg er stadig yderst tilfreds, fortæller Astrid Lorenzen, der mandag fik studenterhuen placeret på hovedet.

Hun er ikke kommet sovende til sin studentereksamen. Hun sidder i kørestol, taler gennem en øjenstyret talecomputer og har handicaphjælpere døgnet rundt. Hun har cerebral parese, som er en spastisk lammelse, der gør det svært for hende at styre musklerne.

Det har taget hende fem år at tage sin studentereksamen på Sønderborg Statsskole, og Astrid Lorenzen er nu den første dansker, der har taget en studentereksamen via øjenstyret talecomputer.

Mødt med fordomme uden for skolen

På Sønderborg Statsskole har Astrid Lorenzen oplevet, at både lærerne, de ansatte og klassekammeraterne altid har været behjælpelige med, at hun kunne få den bedst mulige studietid.

- Mange elever har for eksempel ageret mine hænder til mundtlig eksamen i fysik, fortæller Astrid Lorenzen, som til gengæld uden for skolen er blevet mødt med fordomme.

- At mit handicap påvirker mig kognitivt, og at jeg derfor skulle have sværere ved at forstå, høre eller tænke. Andre former for fordomme har været, når nogle barnliggør mig, snakker over hovedet på mig eller antager, jeg ikke kan svare selv, siger hun.

Allerede i folkeskolen erklærede hendes UU-vejleder hende for ikke-uddannelsesparat på trods af, at hun var fagligt stærk. Da hun så senere søgte optagelse på gymnasiet, fik hun afslag det første sted, hvorefter Sønderborg Statsskole optog hende. Det finder hun diskriminerende.

- Diskrimination er jo, når man forskelsbehandler en person grundet forudindtagede holdninger. Det vil sige, at når man begrænses af andre på grund af, at man har et handicap, siger Astrid Lorenzen, der efterlyser politisk indgriben.

- En lov om rimelig tilpasning ville afhjælpe lignende situationer, siger hun og sigter til, at der burde være mulighed for eksempelvis længere studietid, ekstra tid til eksamen og de nødvendige hjælpemidler for handicappede.

Travl sommer uden ferie

Den nærmeste fremtid byder på studentergilde i weekenden, hvor hendes nærmeste venner og familie vil fejre hende.

Men sommeren kommer ikke til at indeholde ferie for den 20-årige nybagte student.

- Jeg får rigtigt travlt. Jeg skal oplære et helt nyt hjælperteam, flytte alle mine ting til København og søge bevillinger. Så der bliver ikke meget ferie til mig, fortæller Astrid Lorenzen, der skal studere videre i København.

- Jeg har søgt ind på fysik på Københavns Universitet og kvantitativ biologi og sygdomsmodellering på Danmarks Tekniske Universitet, siger hun.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (Soc.dem.) lagde tirsdag dette opslag på Facebook: