Lokalt

Gentofte har på fem år udledt 10 milliarder liter urenset spildevand i Øresund

Kun 300 meter fra den populære strand Bellevue er milliarder af liter af spildevand blevet udledt. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Udledningen er blandt andet sket blot 300 meter ud for Bellevue Strand, og det chokerer strandens gæster.

København er langtfra den eneste kommune, der leder store mængder spildevand ud i Øresund.

Bare 300 meter ud fra kysten ved Bellevue Strand har Gentofte Kommune i årevis gjort det samme.

På bare fem år i perioden 2014 til 2018 har Gentofte udledt ti milliarder liter urenset spildevand ud i Øresund, viser en aktindsigt, som TV 2 Lorry har foretaget hos Miljøstyrelsen.

Jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er ulækkert

Mathias Middelboe, professor ved Marinbiologisk Sektion på Københavns Universitet

Spildevandet består af toiletvand, brugsvand og regnvand fra overfyldte kloakker. Sammen med København, der i samme periode har udledt 35 milliarder liter urenset spildevand, er Gentofte dermed en af de helt store udledere af spildevand i hovedstadsområdet.

Ud af Gentoftes ti millarder liter spildevand er 3,7 millarder liter - altså mere end tredjedel blevet udledt - ud for Bellevue. Det største udledningssted er Skovshoved Havn.

Bekymrede badegæster

Oplysningerne kommer en hel del bag på de badegæster på Bellevue Strand, som TV 2 Lorry har talt med.

- Det er jo forfærdeligt. Det har jeg godt nok ikke vidst, siger Jytte Petersen.

- Jeg synes, det er lidt mærkeligt, når det er et område, som bliver brugt af rigtig mange børnefamilier, og der er rigtig mange, der bruger det til sportsaktiviteter, siger Linda Paulsen

Også Jannie Kærn er forarget.

- Det ødelægger hele vores havbund og miljøet. Det bliver livfarligt at gå i vandet. Det er ikke mange år siden, man havde så mange bakterier i vandet, så man kaldte det lorterenden og pløresund. Det skal vi ikke have gentaget, siger hun.

Professor er selv betænkelig ved at bade

I den helt store sammenhæng er de ti milliarder liter urenset spildevand fra Gentofte Kommune dog kun lidt, forklarer Mathias Middelboe, som er professor ved Marinbiologisk Sektion på Københavns Universitet.

- Hvis man sammenligner med den årlige tilførsel af næringsstoffer og organiske stof til Øresund, så er det ret små mængder. Så er det måske et par procent ekstra, der bliver tilført via det her urensede spildevand, der bliver ledt ud, siger han til TV 2 Lorry.

I perioder med udledning af spildevand vil professoren dog også selv have betænkeligheder ved at hoppe i havet. Og han ville forinden undersøge strøm- og vejrforholdene grundigt.

- Umiddelbart vil jeg sige, at der er en risiko for at badevandskvaliteten vil falde i de nærområder, hvor udledningen foregår. Så der tror jeg måske, at jeg ville tænke mig om to gange, siger Mathias Middelboe.

Og det er langtfra kun badevandskvaliteten, det handler om. Mange af havets bunddyr er sårbare overfor lave iltkoncentartioner. I værste fald med store konsekvenser til følge.

- Ja, så slår man dyrelivet ihjel. Det er alle større organismer. Snegle, muslinger, søpindsvin og søstjerner og så videre, siger Mathias Middelboe.

Undrer sig

Og den store udledning af organiske stoffer og næringsstoffer harmonerer dårligt med planerne om at gøre Øresund til marin nationalpark.

- Det undrer mig, at man hælder urenset spildevand ud i sådan nogle områder. Og jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er ulækkert, siger Mathias Middelboe.

På Bellevue Strand er de besøgende da heller i tvivl.

- Jeg synes, det er noget svineri. Og jeg synes, det er respektløst over for os borgere langs hele kysten, at vi ikke aner, at der bliver ledt spildevand ud, som er så forurenet. Børn bader her, siger Linda Paulsen.

Hverken vandselskabet Novafos eller Gentofte Kommune har ønsket at stille op til interview om sagen.

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Gentofte Kommune, Karen Riis Kjølbye fra De Konservative, skriver til TV 2 Lorry, at økonomisk fastsatte rammer fra staten begrænser kommunens investeringer i spildevandssystemet.