Lokalt

Kommune bygger nyt rådhus til 288 millioner kroner

Visualisering af det kommende rådhus i Høje-Taastrup. PLH Arkitekter og ALL Arkitekter
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Et spritnyt rådhus til 288 millioner kroner med otte etager og tagterrasse skyder op i ny bydel i Høje-Taastrup Kommune over de kommende to år.

Høje-Taastrup Kommune lever op til sit navn og bygger højt over Taastrup.

Selvom kommunens nuværende rådhus har færre end 40 år på bagen, har vestegnskommunen set sig varm på et nyt, moderne og højt af slagsen, og nu kan byggeriet af det otte etager høje og tæt på 300 millioner kroner dyre rådhus snart gå i gang.

I slutningen af 2018 blev arkitekterne bag fremtidens rådhus fundet, og nu har kommunen indgået aftale med entreprenøren Casa A/S, der skal stå for byggeriet.

Det oplyser entreprenørfirmaet i en pressemeddelese.

Ifølge kommunen bygges rådhuset med en anlægssum på 288 millioner kroner, og det placeres som et tårn og et synligt vartegn midt i den kommende bydel Høje Taastrup C, som skal opføres over de kommende år mellem indkøbscenteret City2 og banelegement.

- Vi glæder os til at se det nye rådhus skyde op, for det skal både være en moderne og velfungerende arbejdsplads, et imødekommende og interessant hus for borgerne og et markant vartegn for hele Høje Taastrup C, udtaler borgmester Michael Ziegler (K) og fortsætter.

- Nu har vi valgt den entreprenør, der skal bygge huset, og dermed er vi kommet endnu et stort skridt videre.

Den kommende bydel Høje Taastrup C, sådan som kommunen forestiller sig den.

Rådhuset opføres i otte etager med en tagterrasse på toppen. I stueplan er byrådssalen og de borgerrettede funktioner såsom Borgerbetjening og Jobcenter placeret.

Første sal rummer mødelokaler, mens de seks øverste etager indeholder fleksibelt indrettede arbejdsområder. På 8. etage er kantine, møde- og undervisningslokaler samt udsigtslounge. Fra etagen er der adgang til det offentligt tilgængelige taglandskab.

- Høje-Taastrups Rådhus skal opfylde mange funktioner for både medarbejdere og borgere, og kravene til byggeriet er derfor store. Casas erfaring med de mere komplekse kontorbyggerier har gjort det muligt for os at komme med et skarpt tilbud. Det, og så den rigtige pris selvfølgelig, siger Torben Modvig, administrerende direktør i Casa A/S.

Høje Taastrup C, hvor rådhuset altså skal placeres, er et byudviklingsprojekt i kommunen, der håber at kunne tiltrække 3000 nye indbyggere og over de kommende år skabe en ny og levende bydel lige nord for indkøbscenteret City2.

Byggeriet skal påbegyndes i starten af 2021, og Casa forventer, at det tager 21 måneder at opføre det nye rådhus.