Lokalt

Ny festival trodser corona og åbner til sommer - flere shows er gratis

Carpark North spiller snart til en helt ny festival. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Store arrangementer må ikke afholdes denne sommer, men i Horsens bliver en helt ny festival alligevel til virkelighed.

Carpark North, Peter Sommer, Torben Chris og Lasse Rimmer.

Store navne, der normalt har en totalt fyldt kalender i sommermånederne, men ikke i år. Alle store arrangementer med op til 1000 deltagere er nemlig aflyst eller udskudt.

Men nu får disse navne - og flere til - alligevel lidt arbejde i kalenderen. I Horsens er en helt ny festival nemlig på trapperne i den første weekend af juni. En tredages kør-selv-festival i Fængslet.

- I den her tid, hvor vi har været nødsaget til at aflyse flere arrangementer som eksempelvis Krimimessen og Horsens Middelalderfestival, er det fantastisk, at vi nu er i mål med en helt ny måde at holde festival på, og det håber jeg, at borgerne vil tage godt imod, siger borgmester Peter Sørensen.

Festivalplakaten for den nye festival.

Festivallen er et samarbejde mellem Horsens Kommune, Horsens and Friends, Horsens Ny Teater og Kulisselageret, City Horsens og Horsens Musikskole.

- Det er imponerende og fantastisk at mærke, at alle bakker op og rigtig gerne vil lave noget, som folk kan samles om, siger Jakob Bille, Formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget.

Der er både underholdning for børnefamilier, musik og film på programmet. Nogle af arrangementerne er gratis. Der er i alt plads til 300 biler med fem personer i hver bil.

Det tidligere statsfængsel i Horsens er nu lavet om til kulturinstitution, hvor der normalt blandt andet bliver holdt markeder og festivaller.