Lokalt

400-500 gymnasieelever stimlede sammen foran skole - vil holde fast i tradition

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Coronavirussen satte ikke en stopper for en mangeårig tradition på Silkeborg Gymnasium, hvor 400-500 elever var samlet onsdag.

Det ligner en stor fest på optagelserne fra Silkeborg Gymnasium, hvor man kan se mange elever samlet i hvidt tøj uden for gymnasiet.

Optagelserne er lavet onsdag, og videoerne er slået op på Instagram af elever, der var til stede ved arrangementet. Én af dem, der var med, er Victor Carl Borch-Olsen, der går i 3.F på Silkeborg Gymnasium.

- Det er en tradition, at vi 3.g'ere tager hvidt tøj på dagen før, vi har sidste skoledag. Og det er også en tradition, at vi i en pause ved middagstid samles på det grønne areal foran skolen og løber i en stor rundkreds, imens vi hører sangen The Final Countdown, og det var præcis det, vi gjorde, og det er også det, man ser på videoerne, siger Victor Carl Borch-Olsen til TV 2 ØSTJYLLAND.

Det lyder umiddelbart som en helt uskyldig tradition, hvis man da lige ser bort fra de retningslinjer om øget afstand - og om at undgå forsamlinger med mange mennesker - som vi alle er blevet præsenteret for igennem coronakrisen.

Det varede kun fem minutter, og jeg synes ikke, vi brød nogle regler. Der var ingen, der kyssede, og ingen, der holdt i hånden. Og vi holdt afstand så godt vi kunne.

Victor Carl Borch-Olsen, 3.F, Silkeborg Gymnasium

- Det varede kun fem minutter, og jeg synes ikke, vi brød nogle regler. Der var ingen, der kyssede, og ingen, der holdt i hånden. Vi holdt afstand, så godt vi kunne. Jeg synes mere, man skal se begivenheden som en lille idrætsaktivtitet, siger Victor Carl Borch-Olsen til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Det kan godt være, der er nogen, der ikke helt overholder anbefalingerne om to meters afstand, men af og til laver man fejl, ligesom man i supermarkedet også kan komme for tæt på en person, siger han.

Fest og dans for op til 500 elever

Ifølge Victor Carl Borch-Olsen var der mellem 400-500 elever til stede ved arrangementet, der altså er en tradition dagen før sidste skoledag på Silkeborg Gymnasium.

Rektor på Silkeborg Gymnasium, Erik Olesen, bekræfter, at arrangementet er en tradition, som eleverne også holdt i år, men han siger samtidig, at de følger alle regler – helt efter bogen.

- De er klædt i hvidt, fordi sådan plejer 3.g'erne at fejre den sidste tid, og så kan det sagtens være, at nogen fjoller rundt med hinanden. De er 19 år – mere er der ikke i det. Eleverne er generelt meget bevidste om reglerne, siger rektor til TV 2 ØSTJYLLAND.

Erik Olesen pointerer, at de har 20.000 kvadratmeter grønne arealer og dermed masser af plads til eleverne udenfor. Han nævner også, at skolen ikke har nogen elever, der er konstateret smittet med covid-19.

- Vi følger reglerne helt efter bogen. Eleverne kommer ind ad forskellige indgange. De bliver undervist efter retningslinjerne, men de kan ikke være indenfor hele dagen, så indimellem bliver de i frikvarterer og i nogle undervisningstimer sendt ud, siger rektor til TV 2 ØSTJYLLAND.

Politiet undersøger begivenheden

Midt- og Vestjyllands Politi har set de festlige videoer, som florerer på Instagram, og de er lige nu ved at undersøge, om eleverne bryder forsamlingsforbuddet.

Forsamlingsforbuddet, der er vedtaget på grund af coronaudbruddet, betyder, at ikke flere end ti personer må være samlet. Der er dog sjældent regler uden undtagelser, og det gælder også i dette tilfælde.

I bekendtgørelsen står der direkte, at gymnasieelever er undtaget forsamlingsforbuddet. Det er vedtaget, så man kan undervise eleverne, og derfor må de gerne være mange forsamlet.

Claus Hilborg, politiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi

- I bekendtgørelsen står der direkte, at gymnasieelever er undtaget forsamlingsforbuddet. Det er vedtaget, så man kan undervise eleverne, og derfor må de gerne være mange forsamlet, siger Claus Hilborg, der er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Det betyder, at hvis eleverne har afholdt arrangementet på gymnasiets matrikel, er det fuldt lovligt. Hvis det er afholdt udenfor matriklen, er det ikke lovligt, siger Claus Hilborg til TV 2 ØSTJYLLAND.

Politet er derfor ved at undersøge, hvor arrangementet helt præcis fandt sted.

- Ud fra videoerne tyder meget på, at det fandt sted på skolen. Hvis det gjorde det, er der ikke tale om en politisag. Men man kan selvfølgelig sige, at der er noget morale i, at de ikke overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men det er ikke ulovligt, siger politiinspektøren hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 ØSTJYLLAND.

På store arealer som boldbaner, parker, i supermarkeder og på skoler må man gerne være flere end ti personer, men man anbefales at holde afstand til hinanden og følge retningslinjerne fra myndighederne. Ellers kan man få en bøde på 2.500 kroner.

Alternativ sidste skoledag

I dag, torsdag, var det sidste skoledag for 3.g-eleverne på Silkeborg Gymnasium, og her havde de ifølge rektor også tilpasset dagen efter covid-19 retningslinjerne.

- Dagen blev fejret i klasserne med underholdning fra scenen i kantinen, som blev livestreamet ud til klasserne via webcam. Og så spiste de frokost sammen udenfor, klassevis i afmærkede felter, siger Erik Olesen.