Lokalt

Togtrafikken standset: Intercitytog påkørte udlæggerbånd

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

I morges har et passagertog ramt et såkaldt udlæggerbånd på strækningen mellem Hobro og Skørping. Ingen passagerer er kommet til skade.

Et intercity-tog på vej fra Aarhus mod Aalborg ramte ved sekstiden i morges et udlæggerbånd på strækningen mellem Hobro og Skørping.

Udlæggerbåndet bruges af et arbejdstog i forbindelse med udlægning af skærver, forklarer Banedanmarks pressevagt, som tilføjer, at der ikke er tale om, at arbejdstoget er blevet ramt af passagertoget, for arbejdstoget holdt i det andet spor.

Ingen passagerer eller ansatte er kommet tilskade ved sammenstødet, men passagertoget er blevet skadet ved påkørslen og skal senere i dag fjernes fra sporet.

- Vi har hjælpevognsberedskab på vej, og Havarikommisionen er tilkaldt, forklarer pressevagten hos Banedanmark.

Der er lørdag morgen indsat togbusser på strækningen mellem Hobro og Skørping

Passagererne, der var ombord på intercitytoget, er alle transporteret videre.

Der er for tiden et større arbejde i gang på skinneanlægget på strækningen, så det er i den forbindelse, at arbejdstoget har været på sporet.

Intercitytoget blev skadet ved sammenstødet med udlæggerbåndet.