Coronavirus

Gæsterne strømmer til genåbnet safaripark

  Knuthenborg Safaripark
TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Turistforeningerne lægger sig i selen for at lokke danske turister til i år. Ser man til Knuthenborg, er der grund til at være forsigtig optimistisk.

Åbningsdagen blev i første omgang udskudt på grund af en vis virus. Men i dag har Knuthenborg Safaripark for første gang i år kunnet byde gæsterne indenfor. Dog på lidt en anden måde end planlagt.

For man må nemlig ikke forlade bilen. Parken er i første omgang åbnet som en rendyrket drive-in-oplevelse, hvor man kører gennem parken for at se de eksotiske dyr.

Men restriktionerne har ikke lagt en dæmper lysten til at tage i Knuthenborg Safaripark.

- Der er i hvert fald kommet gæster. Det går skide godt. Det minder lidt om sidste år, siger Christoffer Knuth, direktør for Knuthenborg Safaripark.

Og gæsterne er gode til at følge anvisningerne.

- Det vigtigste er, at folk er seje til ikke at stige ud af bilerne, siger direktøren, som håber allerede at kunne åbne yderligere op i den kommende uge.

Konceptet minder om gamle dage

Foruden de kørende gæster har man også allerede på åbningsdagen kunnet byde velkommen til overnattende gæster i de såkaldte luksustelte på pæle, hvor gæsterne bor med udsigt til de vilde dyr.

Konceptet, med at man kun kan køre gennem parken, bringer minder om gamle dage, fortæller Christoffer Knuth.

- I gamle dage var det ren gennemkørsel. Og så tænkte vi, at så kan vi jo gøre det i stedet for ingenting at gøre. Det er lidt som i gamle dage, man kører ind hos tigerne og ulvene. For det er først senere, at eksempelvis fodringer, hvor man går ind og står og ser, er kommet til.

Man må ikke forlade bilen. Parken er i første omgang åbnet som en rendyrket drive-in-oplevelse, hvor man kører igennem parken for at se de eksotiske dyr.

Der er dog ét sted, som gæsterne ikke får lov til at køre ind, som man gjorde engang.

- Det eneste, der ikke er som i gamle dage, man kører ikke inde hos aberne. Det kunne man nok godt gøre, men det tør jeg simpelthen ikke. Vi vil simpelthen blive mødt af et festfyrværkeri af erstatningskrav fra alle de dyre biler, som folk har i dag, siger Christoffer Knuth med et grin og tilføjer:

- Men ellers er det som i gamle dage.

Der var en gang, hvor man fik lov til at køre rundt mellem aberne i Knuthenborg Safaripark. Det kunne dog godt være lidt hårdt ved bilerne, så det gør man ikke mere.

En bedre mavefornemmelse

Første dag med gæster i parken giver Christoffer Knuth et forsigtigt håb om, at sommeren alligevel ikke bliver så dyster, som det kunne se ud til for bare nogle uger sigen.

- Min mavefornemmelse er bedre, end den var for 14 dage siden. Jeg synes ikke, det ser helt skævt ud.

Og zoomer man lidt ud fra Knuthenborg, så er håbet da også hos den lokale turistforening, at Lolland-Falster må opleve et sandt boom i antallet af gæster netop i år, hvor der er lagt en dæmper på rejselysten til udlandet.

Til at fremme det formål har Visit Lolland-Falster lanceret en storstilet kampagne, der skal lokke tusinder af danske turister til øerne i den kommende sommer.

- Det er måske ikke Serengeti (savanne i Tanzania red.), men det er tæt på, står der på et smukt solnedgangsbillede af Knuthenborgs Sarfari-savanne med giraffer i silhuet.

Og det er netop hele pointen med kampagnen, forklarer Brian Lindord Hansen, destinationschef for Visit Lolland-Falster.

- Vi har produktet, vi har naturen, som man gerne vil søge ud i - specielt i de her tider, så vi har det, der skal til, det er kun et spørgsmål om at få sat det i scene på den rigtige måde, siger han.

Det har man hos Visit Lolland-Falster gjort ved at associere de rejselystne danskeres drømme om Påskeøerne, Santa Monica eller måske Mauritius’ hvide sandstrande med Dodekalitten, Nakskov Fjord og Marielyst, som er nogle af de turisttrationer, man kan finde på Lolland-Falster.

I den kommende sommer er der ikke udsigt til at de udenlandske turister kommer til Danmark. I stedet skal de 40 procent af danskerne, som normalt vælger at rejse ud, lokkes til.

- Forventningen er, at det danske vil stige, for danskerne bliver hjemme – kan vi holde tyskerne på nogenlunde samme niveau, som sidste år, så holder vi skinnet på næsen, siger Brian Lindord Hansen og tilføjer:

- Vi vil gerne have flere danskere til at holde ferie på sydhavsøerne. I stedet for at sige Lolland-Falster har vi faktisk ændret til at sige Sydhavsøerne, det er mere eksotisk.

Skal vende et horribelt år

Der er hældt tre millioner kroner i kampagnen, der skal sikre turismen på Sydhavsøerne en solid sommer. Sidste år lagde turisterne godt 1,8 millioner overnatninger på Lolland-Falster.

Men der bliver kamp om turisterne, for også hos Destination Sjælland har man stor interesse i, at de danskere, der måtte blive hjemme fra udlandet, kigger i retningen af det sjællandske for årets sommerferie:

- Turisme Danmark er allerede hårdt ramt, og 2020 er et horribelt år rent turismemæssigt, så det gælder om at begrænse skaderne, og det kan vi, hvis vi kan få rigtig mange af de 40 procent, som normalt ville prioritere at tage til udlandet, til at have den egentlige ferieadfærd her hjemme, siger Jens Møller, direktør for Destination Sjælland.

Hver eneste danske turist på ferie uden for de fire storbyer spenderer ifølge Visitdenmark 800 kroner i døgnet. Med 1,8 millioner turister alene på Lolland og Falster i det forgangne år er det selvsagt, at der er betydelige summer på spil for ferieindustrien på Sydhavsøerne igen i den kommende sommer.