I Københavns Domkirke vil man påskeprædike foran en menighed af selfies
Københavns Domkirke tager nu alternative metoder i brug for at udtrykke det kristne fællesskab for de troende.
Coronakrisen har lukket kirkerne ned for besøgende, men på torsdag kan du alligevel godt få en plads på kirkebænken, når der er andagt i Vor Frue Kirke i København.
Du kan dog ikke selv fysisk troppe op i domkirken, men sender du et billede af dig selv, så vil kirkepersonalet printe det og hænge det på kirkebænken, og på den måde vil kirken alligevel være fyldt med tilhørere til den andagt, der skærtorsdag bliver streamet live på Facebook.
- Vi håber, at det kan få følelsen af faktisk at være til andagt til at vokse, når man ved, at man selv er inde i kirkerummet, siger domprovst Anders Gadegaard.
- Det er et forsøg på at skabe kirkefællesskabet, selvom vi ikke fysisk kan være samlet. Jeg tror, det vil virke stærkt for dem, der under andagten kan få øje på billedet af dem selv, siger Anders Gadegaard.
Domprovst Anders Gadegaard mener, at kirkegængere bør tage alle midler i brug, for netop i denne svære tid at finde sig bedre til rette.
- Folk skal også være velkomne til at tage brød og vin frem derhjemme som en nadver under andagten, det mener jeg, at der skal være plads til. Nogen siger, at brød og vin skal velsignes i kirken for at være en rigtig nadver, men den slags betonteologi tror jeg ikke på, siger Anders Gadegaard.
Tiltag er inspireret af italiensk præst
Siden coronavirussen begyndte at sprede sig i Danmark, har flere kirker tyet til livestreaminger på de sociale medier. Som vi tidligere har beskrevet, så har flere af gudstjenesterne selv i de små lokale kirker fået tusindvis af seere.
Nu udvider domprovst Anders Gadegaard altså interaktionen mellem tilhørere og kirken. Tiltaget er inspireret af den italienske præst Don Giuseppe Corbari, der kom på idéen, da han trods udgangsforbud skulle afholde gudstjeneste for menigheden i Robbiano i Lombardiet.
- Jeg havde et behov for i det mindste at kunne se ansigterne af folk fra mit sogn. For at afholde gudstjeneste med helt tomme kirkebænke var simpelthen for trist, har Don Giuseppe Corbari forklaret til det katolske kirkemedie Crux.
- Med det samme jeg hørte om det, tænkte jeg, at det var et fantastisk godt initiativ, siger Anders Gadegaard.
Han har nu i flere uger prædiket for tomme kirkebænke og ser frem til, at det på torsdag vil være lidt anderledes.
- Jeg tror, det bliver fantastisk, både for mig og for de der ser med derhjemme. Jeg regner med, at jeg vil kunne genkende en del af de folk, der ofte kommer her i kirken.
- Det er klart, at det vil virke stærkt stimulerende for mig, for så har jeg en følelse af, hvem jeg taler til.
Selvom Don Giuseppe Corbari på kort tid fik tilsendt omkring 100 billeder fra hans lille sogn med bare 5500 medlemmer, så forventer Anders Gadegaard ikke at få pladsproblemer, når billederne fra alle Københavns kirkegængere skal sættes op på torsdag.
- Er du vimmer, det er altså domkirken, vi taler om, så der skal nok være plads til alle. Det bliver ikke noget problem, så folk skal bare sende deres billeder ind, så skal de nok komme op, siger Anders Gadegaard.