Coronavirus

Først kom fællessang - nu hitter ny dille under coronakrisen

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Folk sætter bamser i vinduerne for at give børnefamilierne en sjov fritidsaktivitet.

Frygten for smittespredning af coronavirus tvinger os til at finde på kreative tiltag, der kan aktivere og skabe sammenhold i en svær tid.

Og det har resulteret i, at det er blevet populært blandt både børn og voksne i hele landet at gå på jagt efter bamser. Blandt andet i Sundby ved Nykøbing Falster.

I sidste uge skrev den lokale beboer Katja Edlund på Facebook og spurgte, om nabolaget ikke ville være med til at sætte bamser i vinduerne, så børnene kunne aktiveres med bamsejagt.

- Det eneste, du skal gøre, er at sætte en tøjbamse af en slags i vinduet ud mod vejen. Når man så skal gå en tur, kan man lave det til en lille konkurrence at finde bamser i folks vinduer. Er I med?, stod der blandt andet i opslaget.

Den idé var rigtig mange fra bydelen med på.

Over 80 personer har indtil videre kommenteret opslaget med ledetråde til deres adresser, hvor man kan være heldig at spotte en bamse i et vindue, på postkassen eller i træerne.

Voksne får også noget ud af legen

Katja Edlund har selv to børn, og hendes opslag var i udgangspunktet tænkt som en måde at aktivere dem på.

- Nogle gange kan det godt være lidt svært at få børnene med ud. De siger: "Åh nej, skal vi nu gå en ny tur, mor?" Men nu er der noget at gå efter, og de synes, at det er rigtig sjovt, siger hun.

Nu har legen dog udviklet sig, og Katja Edlund havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at borgere i hele Sundby ville støtte op om idéen.

- Det giver også os voksne noget. Det giver en form for sammenhold, fordi det viser, at vi holder sammen ved at gøre det samme, forklarer Katja Edlund.

Inspiration på tværs af landegrænser

Inspirationen til bamsejagten kommer blandt andet fra Belgien, og det er ikke første gang, at danskerne lader sig inspirere af kreative corona-tiltag fra andre lande.

Det er eksempelvis blevet lidt af en trend at mødes på altanerne eller villavejen til musik og sang, og den idé kommer oprindeligt fra Italien.

- Vi har set nogle videoer fra Italien, hvor folk kommer ud på altanerne og synger, og så tænkte vi, at det vil vi også gerne være en del af, har Nina Hoff tidligere fortalt til TV 2 ØST.

Nina Hoff er en af initiativtagerne bag fællesmusik på en villavej i Næstved. Her mødes naboerne hver aften klokken 19.00 for at høre en fællessang fra en medbragt højtaler.

Den festlige tradition begyndte 16. marts, og siden har 10-15 husstande holdt fast i fællesskabet.