Lokalt

Udbrud af covid-19 på plejecenter - tre beboere døde med symptomer

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Flere beboere og syv medarbejdere på et plejecenter er testet positive for coronavirus. Flere dødsfald blandt beboerne mistænkes for coronarelaterede.

Covid-19 har ramt beboere og personale hårdt på et plejehjem i Roskilde.

Flere nylige dødsfald på plejecenteret mistænkes nu for at kunne sættes i forbindelse med den dødelige virus.

Indtil videre er mindst fire beboere og syv medarbejdere testet positive for coronavirus på Trekroner Plejecenter. Flere af plejehjemmets ældre beboere kan vise sig at være positive for coronasmitte. Det oplyser Roskilde Kommune.

- Situationen på Trekroner Plejecenter er alvorlig og meget trist, siger borgmester i Roskilde Kommune Tomas Breddam (S) og fortsætter:

- Selvom vi fra starten af marts har haft stor opmærksomhed på at undgå smittespredning - især på plejecentre - er coronavirus jo desværre ekstrem smitsom. Vi gør vores bedste og følger alle vejledninger fra sundhedsmyndighederne, og jeg oplever, at medarbejderne går til opgaven med stærk faglighed og stor omsorg.

Tre beboere døde med symptomer

Da der i weekenden opstod mistanke om covid-19-smittede på plejehjemmet, tog Roskilde Kommune kontakt til Region Sjælland.

På baggrund af rådgivning fra regionen besluttede man at teste samtlige beboere og personalet på det afsnit, hvor der var mistanke, oplyser kommunen.

Forinden døde tre beboere, der havde udvist symptomer på covid-19, uden at være testet. Enkelte beboere var blevet testet.

- Det er rigtig ulykkeligt for alle de mennesker, det vedrører – selvfølgelig for beboeren selv, men også for deres pårørende og vores medarbejdere, siger Mette Heideman, der er direktør for social, job og sundhed i Roskilde Kommune, til TV 2 Lorry.

- Det er jo en forfærdeligt smitsom sygdom, og den er svær at håndtere, og den kan ramme hvor som helst. Den kunne have ramt et hvilket som helst plejecenter, og det her er jo heller ikke det første plejecenter, den rammer.

Vil ikke oplyse omfang af smitte

Nu er samtlige beboere på Trekroner Plejecenter blevet testet, oplyser Roskilde Kommune.

Kommunen skriver på sin hjemmeside tirsdag aften, at man afventer alle testresultater, hvorfor det præcise omfang blandt beboerne endnu ikke kendes.

Men mindst fire beboere er indtil videre testet positive for covid-19.

TV 2 Lorry har torsdag været i kontakt med Roskilde Kommune, for at høre præcist hvor mange beboere der er konstateret smittet, efter alle er blevet testet. Men Roskilde Kommune ønsker ikke at oplyse omfanget blandt beboerne. Det sker med argumentet, at sagen har "personfølsom karakter".

Smittede får fortsat pleje, men kommer ikke ud

De smittede beboere isoleres, og personalet bruger værnemidler som anvist af sundhedsmyndighederne, forklarer Mette Heideman.

- Vores medarbejdere ifører sig kittel, handsker, mundbind og briller, når de går ind for at pleje de ældre mennesker med coronavirus. Vi kommer ind med mad og drikke til dem, og de kommer ikke ud, siger hun til TV 2 Lorry.

Samtlige medarbejdere på Trekroner Plejecenter bliver testet. Heraf er syv indtil videre testet positive for covid-19. Nogle af medarbejderne havde ingen symptomer.

Alle medarbejdere, som er testet positive, er sendt hjem.

Plejecenteret i Trekroner er ikke det eneste i hovedstadsområdet, hvor der er konstateret smitte med coronavirus.

På plejecentret Egeparken i Rudersdal er fem beboere testet positive, og på Plejecenter Sjælsø har én beboer testet positiv for coronavirus.