Coronavirus

Dansk juicefabrik omlægger produktionen til håndsprit

Håndsprit er blevet en mangelvare på de danske hospitaler og hos danskerne i al almindelighed. Nu omlægger juicefabrikken Seimei på Lolland sin produktion for og vil den kommende uge kun producere håndsprit. Lars Andersen / TV 2 Øst
TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Juicefabrikken Seimei på Lolland har valgt at stoppe produktionen af drikkevarer og i stedet producere håndsprit.

Håndsprit er blevet en mangelvare på de danske hospitaler og hjemme hos danskerne under coronakrisen.

Derfor er flere virksomheder blevet opfordret til at omlægge produktionen til håndsprit. En cremefabrik i Silkeborg har allerede omlagt produktionen til håndsprit, og nu kommer der mere hjælp fra uventet kant.

Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få mere håndsprit på markedet i en fart

Lea Wermelin (S), miljøminister

Juicefabrikken Seimei ved Nakskov har nemlig besluttet at stoppe produktionen af juice eller andre drikkevarer i den kommende uge og i stedet fremstille håndsprit.

Det oplyser direktør i Seimei Allan Feldt.

- Vi har valgt ikke at producere frisk juice eller andre drikkevarer i den kommende uge. I stedet kan vi nu meddele at vi, i samarbejde med Axson Clean Solutions A/S, starter produktion op af håndsprit på vores tappeanlæg. Det er lige nu meget vigtigere end juice.

- Vi har de seneste fem dage arbejdet stenhårdt for at kunne få alt til at lykkes og glæder os til at kunne levere de første flasker i den kommende uge. Vi donerer fortsat fem procent af salget til velgørenhed, skriver virksomheden på sin Facebook-side.

Stor dansk detailkæde viser interesse

Normalt sælger Seimei sine drikkevarer til hoteller, restauranter og cateringvirksomheder, men det salg er stort set forsvundet under den nuværende situation med coronavirussen.

Nærmest hvert minut tikker der en forespørgsel ind på min mail

Allan Feldt, direktør i Seimei

Det betød samtidig, at produktionsapparaterne i den lollandske juicefabrik stod stille.

Men sammen med Axson Clean Solutions A/S har de nu omlagt produktionen til håndsprit.

- Nærmest hvert minut tikker der en forespørgsel ind på min mail, så jeg tror ikke, det bliver noget problem at få det afsat. Vi har allerede en stor dansk detailkæde, som har vist interesse, siger Allan Feldt til TV2 ØST.

Kan man bare fylde sprit i hanerne i stedet for juice og starte produktionen af håndsprit?

- Nej, det kan man ikke bare lige. Vi er så heldige, at vores maskiner er godkendt til AFEX, som betyder, at de er godkendt til at tappe alkohol. Den har med andre ord udsugning, der er i orden i forhold til ikke at være i eksplosionsfare, svarer Allan Feldt.

- Det er ikke alle tapperier, der er det. Vi har bare været heldige og forudseende. Men vi skal selvfølgelig have det godkendt af Beredskabsstyrelsen og have den rigtige udsugning, tilføjer han.

Den endelige beslutning om midlertidigt at stoppe produktionen af drikkevarer og omlægge til håndsprit blev taget i weekenden.

Kæmper med at skaffe flasker

Lige siden har Seimei arbejdet på at skaffe etiketter, kasser, transport, diverse godkendelser og omstille selve tappemaskinen.

- Vi skal også skaffe ekstra flasker, men hvis alt går vel, så starter vi op i morgen (tirsdag, red.) med at tappe, siger Allan Feldt.

Hvordan er det at omstille ens virksomhed til en helt anden produktion?

- Jeg er iværksætter og synes, det er spændende at sætte ting i gang - så for mig er der intet ubehag ved det. Jeg synes, det er dejligt, at jeg kan gøre nogen godt oveni det her. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe med de maskiner, som vi har investeret mange millioner i, siger Allan Feldt.

Risikerer at løbe tør for håndsprit

Lægemiddelstyrelsen opfordrede søndag alle til at spare så meget som muligt på værnemidler som håndsprit, ansigtsmasker, åndedrætsværn og visirer.

Ellers risikerer sundhedssektoren at løbe tør for værnemidlerne, oplyste Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder non stop alle ugens dage på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen, udtalte Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Selvom man skal forsøge at spare, skal man ikke gå på kompromis med sikkerheden, understregede styrelsen samtidig.

- Vi skal spare på værnemidlerne så meget, vi overhovedet kan, uden at gå på kompromis med sikkerheden, udtalte Thomas Senderovitz.

Miljøminister giver håndsrækning

Der er bare et problem. De virksomheder, der omlægger produktionen til håndsprit, kan ifølge Jyllands-Posten få svært ved at skaffe materialer til spritten.

Derfor er der en håndsrækning på vej fra miljøminister Lea Wermelin (S), som har bedt Miljøstyrelsen dispensere fra et EU-krav, hvilket skal gøre det nemmere for virksomheder at producere håndsprit.

- Det er, fordi vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få mere håndsprit på markedet i en fart. Vi kan desværre se, at der er ved at være mangel på det, siger miljøminister Lea Wermelin (S) til Ritzau.

Ministeren håber, at det kan afhjælpe problemet. Hun vurderer dog, at der fortsat vil være stor efterspørgsel.

Håndsprit, som indeholder ethanol, kan frit produceres i Danmark. Men det er leverandøren af aktivstoffet, der optræder på en særlig EU-liste. Det krav bliver nu fjernet.

Ministeren giver ifølge Ritzau også lov til, at andre typer håndsprit med andre ingredienser kan produceres. Det skal dog først godkendes af Miljøstyrelsen, hvis man som virksomhed ønsker det.

Desuden påpeger ministeren, at dispensationsreglerne er for at fjerne bureaukrati, så der hurtigst muligt kan produceres håndsprit.

- Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at sætte alle kræfter ind. Så forventer de også at kunne levere dispensationer inden for 48 timer, siger Lea Wermelin (S) til Ritzau.

Dispensationen gælder fra i dag, mandag 23. marts, frem til 30. juni 2020.