Coronavirus

Mens Michelin-restaurant er lukket, laver chefkok mad til hjemløse

Rasmus Munk har sat sig for at skabe en af verdens bedste og vildeste restauranter. Vi har fulgt ham i et år op til åbningen af Restaurant Alchemist på Refshaleøen i København. John Rahbek / TV 2 Lorry
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Kokken Rasmus Munk, der står bag sensations-restauranten Alchemist, laver nu mad til hjemløse.

Da Michelinstjernerne for nylig blev uddelt ved et stortstilet arrangement i Norge, landede der hele to af slagsen hos den nye, københavnske restaurant, Alchemist.

Selvom restauranten burde have succes, har corona-krisen også ramt Alchemist, der søndag valgte at lukke ned, efter de danske grænser blev lukket.

Men stedets kok og gastronomiske bagmand, Rasmus Munk, laver stadig mad. Torsdag står menuen på tarteletter, der skal serveres for hjemløse.

Coronaepidemien betyder nemlig, at han har fået sat liv i et projekt, der blev udtænkt allerede for et par år siden.

- Vores investor Lars Seier var på besøg i gademiljøet sammen med Gadejuristen og socialborgmesteren. Og et af de helt essentielle problemer for hjemløse er, at de mangler mad, og ofte går sultne i seng. Derfor opstod idéen om at lave et tiltag, fortæller Rasmus Munk til TV 2 Lorry.

Projektet kaldte de JunkFood, men da der så opstod travlhed med at skabe Alchemist, blev ideen ikke ført ud i livet. Arbejdet med at skabe den nu globalt berømte restaurant tog al deres tid, og efter åbningen blev der ikke mindre travlt.

Men på grund af coronakrisen ligger alting stille nu. Og så fik projekt JunkFood vinger.

- Jeg har ikke børn. Og hvis man kan gøre det forsvarligt, så kan man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt, siger Rasmus Munk.

Frivillige kokke har meldt sig

Han peger på, at mange herberger har sendt dele af personalet hjem, og det samme gælder varmestuer, der i stor stil er lukket.

Rasmus Munk lavede et facebook-opslag og inviterede folk fra restaurationsmiljøet til at bidrage, og mange har allerede meldt sig under fanerne.

Hvis man kan gøre det forsvarligt, så kan man jo ligesågodt bruge tiden på noget fornuftigt.

Rasmus Munk, Alchemist

- Vi kan selvfølgelig ikke stå 30 kokke sammen og lave mad. Så det kunne være fedt, hvis andre restauranter også melder sig. Det skal ikke være højgastronomisk mad, men et godt, nærende måltid, vi laver. Og i dag er det tarteletter, siger han.

After Alchemist closed temporarily last week, I now have 4 kitchens that are not being used, and a lot of spare time, so...

Posted by Rasmus Munk on Wednesday, March 18, 2020

Sikkerheden er vigtig

Rasmus Munk understreger, at sikkerheden skal være i orden, og at regeringens retningslinjer bliver fulgt.

Han håber nu, at projektet betyder, at der kan bygges bro mellem en lang række restauranter og kokke, der alligevel ikke kan arbejde som normalt.

Rasmus Munk rettede henvendelse om sagen til socialborgmester Mia Nygaard, og efterfølgende er forskellige herberger og varmestuer blevet kontaktet. Dem, der melder sig, får leveret mad.

- Vi kører rundt med kølebiler til det, der skal holdes koldt og har den varme mad i varmebokse, og så er det målet, at vi mætter så mange munde som muligt.

- Og imens håber jeg selvfølgelig på, at vi snart kan åbne igen, lyder det fra den danske stjernekok.