Lokalt

Elev og ansat på skole smittet med meningitis

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Forældre til skolens elever er blevet bedt om at holde øje med sygdomstegn på smitsom meningitis.

En ansat på Præstø Skole har fået konstateret den sjældne infektion smitsom meningitis.

En elev på den sydsjællandske skole er ligeledes smittet.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

- En af de ansatte på skolen har desværre fået konstateret bakterien meningokok, som er en meningitisbakterie, og er blevet indlagt sidste uge. Men vedkommende er heldigvis blevet udskrevet igen, siger skoleleder Lars Bonde til TV2 ØST.

Eleven ligger til observation med samme symptomer på Rigshospitalet i København, da sygdommen, der også kaldes meningokoksygdom, kan udvikle sig livstruende i løbet af få timer.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der er tale om to forskellige typer af meningokok-bakterier hos de to smittede. Styrelsen konkluderer derfor, at der ikke er sammenhæng mellem dem, og det betyder, at der ikke er tegn på, at der er sket smittespredning på skolen.

Alle forældre på skolen underrettet

Styrelsen for Patientsikkerhed har iværksat de nødvendige foranstaltninger i forhold til de to tilfælde.

Det betyder, at de blandt andet har lavet en kortlægning af, hvem eleven har været i kontakt med det seneste stykke tid. Det er de såkaldte nære kontakter som venner, familie og kærester, som er blevet tilbudt forebyggende behandling med antibiotika.

- Vi har selvfølgelig været i tæt kontakt med styrelsen og fulgt deres anvisninger, siger Lars Bonde.

- Vi har underrettet hele forældrekredsen og ansatte på skolen om disse tilfælde for at undgå rygtedannelse, tilføjer skolederen.

Sådan spotter du smitsom meningitis

Præstø Skole ligger centralt i Præstø by. Skolen har cirka 500 elever fordelt på 0. til 9. klasse, med skoleklub for 0. til 6. klasse. Skolen ligger på én matrikel, hvor skoleklubben på en firelænget gård ligger tæt ved.

Hvordan forsøger I at undgå, at sygdommen kan sprede sig mellem årgangene og skoleklubben?

- Vi har ikke taget nogen foranstaltninger eller forholdsregler, fordi det har styrelsen ikke opfordret os til, svarer Lars Bonde.

Meningokok meningitis kan udvikle sig dødeligt i løbet af få timer. Ofte er der ét eller flere faresignaler inden da.

- Man ser typisk høj feber, hovedpine, muskelsmerter, påvirket almen tilstand, nakkesmerter, når man kigger ned, og man kan også se små punktformede blødninger i huden i røde og blåviolette nuancer, fortæller Jeppe Nørgaard Rasmussen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvis man opholder sig i Region Sjælland og får tegn på symptomer, skal man kontakte Lægevagten 70 15 07 00 eller akuttelefonen på 70 15 07 08.