Lokalt

Pas på dit kæledyr: Flåterne kommer tidligere end ventet

Flåtsæsonen er gået i gang, og det er derfor vigtigt at ejerne til deres kæledyr husker at forebygge flåtbid. Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix / TV 2 LORRY
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

En mild vinter er lig med usædvanligt høje temperaturer, og det giver flåter gode levevilkår.

Mange kæledyrsejere er sikkert opmærksomme på, at det er flåtsæson i marts måned, og det betyder, at man skal passe ekstra godt på sig selv og sit kæledyr i naturen. Men det lille uønskede kryb er kommet, og det betyder, at ejerne skal være opmærksomme allerede nu.

Sådan forebygger du flåtbid

  • Brug repellent flåtmidler. Det kan være pipetter, tabletter og/eller halsbånd, som kan bruges igennem hele flåtsæsonen. Ved mild vinter kan midlerne bruges hele året.
  • Kig og mærk efter flåter mindst én gang om dagen. De sætter sig gerne under kæben, rundt om halsen, i armhuler, i lysken og under halen. Det gælder både, hvis kæledyret har været i skov, byparker eller villakvarterernes græsplæner. 
  • Hold behandlinger til forskellige dyr adskilt. For eksempel tåler katte ikke hundebehandlinger, som kan gøre dem meget syge.

Det er normalt først i foråret, at startskuddet lyder for flåtsæsonen, men da vinteren igen i år er mild, så har de små kryb nemmere ved at overleve.

Flåten er en af verdens værste smittespredere, da de kan leve og suge blod fra dyr til dyr i op til tre år.

Flåten er en af verdens værste smittespredere, skriver Agria Dyreforsikring på deres hjemmeside.

Det er farligt, når flåten bider sig fast på ens kæledyr, da der kan være stor risiko for, at de videregiver sygdomme som borrelia og anaplasma.

I takt med, at temperaturen generelt bliver højere rundt om i Europa, så betyder det også, at flåten tidligere er at finde i naturen, og det er ikke alle kæledyrsejere, som ved det.

- I virkeligheden kan man sige, at flåtsæsonen har været i gang hele vinteren. Så snart at gennemsnitsdagstemperaturen er over fem grader, det har den faktisk været det meste af vinterforløbet, så er flåterne aktive. Det vil sige, at man skal være opmærksom, når man er i skoven, fortæller Jes Aagaard, der er naturvejleder hos Naturstyrelsen til TV2 Lorry.

I skoven er der størst sandsynlighed for flåtbid, da der er en høj luftighed på grund af de høje træer. Det er især om sommeren, når temperaturen er høj, og man oftere går en tur i skoven.

- Hvis man skal minimere risikoen for at blive bidt af en flåt, så skal man gå ved enge eller på vejen. Der er ikke nogen flåter. Det skyldes, at flåterne ikke kan holde på vandet. Den har nemlig ikke en overflade, som beskytter den mod fordampning. Så den er nødt til at være et sted, hvor luftfugtigheden er lidt højere, og det er den inde i skoven, hvor træerne afgiver fugtighed, fortæller Jes Aagaard.