Læge underviser frisører i kræft: - De er vores øjne ude i samfundet

16x9
Arkivfoto. Frisører kan være med til at opdage hudkræft, mener læge. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV Syd

Ahmad Makki underviser frisørelever, kosmetologer og massører i hud- og modermærkekræft. Målet er at få flere øjne til at opdage kræft tidligere.

- Har du fået tjekket det modermærke hos lægen?

Det kunne være et spørgsmål, som en pårørende kunne stille. Fremover vil frisører, kosmetologer og massører måske stille det samme spørgsmål.

Det er målet for lægen Ahmad Makki, der torsdag besøgte frisøreleverne på den tekniske skole Hansenberg i Kolding.

Og der er en særlig grund til, at Ahmad Makki har fokus på de fag, der arbejder med huden.

- Der er en masse faggrupper ude i samfundet, som kan hjælpe os med at fange modermærkekræft på tidligere stadier, end når vi ser dem inde ved os, siger han til TV Syd.

En af dem, der skal være med til at opdage kræft, er frisøreleven Anne Snerling.

Hun var med, da Ahmad Makki holdt oplæg og ser det som noget, som hun vil tage med ud i salonen.

- Man har da kunder, hvor man nogle gange tænker: 'Hvad er det der i hovedbunden?', så det er da vigtigt, at man ved, hvornår der er noget, og hvornår der ikke er, siger Anne Snerling.

Frisører kan opdage kræft et særligt sted

Med den viden eleverne får fra oplægget, vil de kunne spotte en helt særlig type kræft, der ellers kan være gemt.

- Modermærkekræft og hudkræft, der opstår i hovedbunden, er svære at spotte, før de bliver til en størrelse, som er svære at behandle, uden patienterne får varige mén eller kosmetiske gener af det, fortæller Ahmad Makki.

Den udlægning er Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse, enig i. Han er derfor positiv over for Ahmad Makkis initiativ.

- Jeg synes, det er et fint tiltag. Så længe det bliver på et plan, hvor frisører eller massører ikke bliver holdt ansvarlige for noget, så er det et godt initiativ i min optik, siger Peter Dalum til TV 2.

Peter Dalum understreger dog samtidig, at en opfordring fra en frisør ikke må erstatte et lægebesøg, og at målet i øvrigt ikke må være at sende flere folk til læge, men at sende de rigtige.

Patienter lytter hellere til professionelle end pårørende

Ifølge Ahmad Makki lytter patienter hellere til professionelle end pårørende.

Som eksempel nævner han en patient, der fik at vide af sin kone, at han havde et sår, som han skulle have tjekket, men det var først, da en frisør sagde det samme som konen, at han gik til læge.

- Når der kommer en med professionel baggrund og stiller spørgsmål til sår eller udslæt, man har, så tager patienterne kontakt til lægen, siger Ahmad Makki.