Børnefamilie bad om hjælp på Facebook, da deres hus brændte: - Da vi så beskederne, sad vi bare og tudede
Da familien Schaumburg-Müller fredag stod på gaden og så deres hus i flammer, trådte lokalsamfundet til.
Han vågnede, da brandalarmen satte i gang med en gennemtrængende sirene.
Så hørte han en mekanisk stemme. Den fortalte, at der var brand i huset, og stemmen bad ham forlade hjemmet.
Før 40-årige Morten Schaumburg-Müller kom til sig selv, troede han, at han var i et indkøbscenter, men sekunder senere gik det op for ham, at noget var, som det slet ikke skulle være.
Han kiggede sig omkring og fik øje på en form for tåge. I værelsets hjørne så han små flammer. Lugten af røg lagde sig klamt omkring ham.
Så slog det ham. Børnene sov i stueetagen, hvor der også er brændeovn.
- Lige der var jeg sikker på, at jeg havde mistet mine børn, siger Morten Schaumburg-Müller til TV 2 Lorry.
Men branden opstod på førstesalen, så Morten og hans kone, Catrine, flåede hurtigt børnene ud af sengen.
- Det var voldsomt, da vi hev børnene ud af sengen. Ting faldt ned fra loftet, og der var en ufattelig larm fra overetagen, hvor ting faldt sammen, siger Morten, der til daglig arbejder som kok.
Kort efter stod de udenfor i natten på Kongensgade i Slangerup. Deres hus brændte, og de kunne intet gøre. De gik ind til naboen uden andet end dem selv og det tøj, de stod i.
Vi har hinanden
Familien Schaumburg-Müllers hus brændte natten til fredag. Mor, far, datteren Enia på otte og sønnen Elias på tre er alle rystede og chokerede. De kom ikke noget til.
Men familien stod uden hjem. Og at alt, hvad de ejer, er taget fra dem. Enten fordi de ikke kan komme ind i deres brandskadede hjem, eller fordi det simpelthen er gået til i flammerne.
- Vi har hinanden, og det er det vigtigste. Så prøver vi at lade være med at tænke på, hvad vi ellers har mistet. Det er sgu hårdt, fortæller Morten, der oplyser, at han og familien har takket ja til et tilbud om krisehjælp.
Da de ringede til deres forsikringsselskab, fik de at vide, at de kunne blive genhuset på hotel.
Men familien insisterede på at finde tag over hovedet i lokalområdet. Her er børnenes skole og børnehave. Forsikringsfolkene foreslog dem at skrive ud på Facebook for at lede efter et hjem, de kunne leje.
Rørende tilbagemelding
Lørdag omkring klokken 14 skrev Catrine Schaumburg-Müller i den lokale Slangerup-gruppe på Facebook:
“Hej. Min familie og jeg står desværre i den forfærdelige situation, at vores hus brændte i nat. Vi er alle sammen okay, men selvfølgelig rystet. Vi søger derfor en bolig, vi kan leje i 1 års tid.”
Reaktionerne var mildest talt overvældende.
- Det eskalerede jo fuldstændigt. Vi fik så mange søde beskeder med omtanke både fra folk vi kendte og ikke kendte. De tilbød os at bo hos dem, få deres førstesal, og der var nogle, der tilbød at flytte ud, så vi kunne låne deres hus i en periode, siger Morten Schaumburg-Müller.
Nogle tilbød at komme med mad, samle tøj ind, lave aftensmad, smøre madpakker til børnene og aflevere dem i skole.
- Det var virkelig rørende. Da vi læste alle beskederne, sad vi bare og tudede. Det er jo mennesker, vi ikke har mødt før, siger Morten Schaumburg-Müller.
- Vi står bare sammen
Støtten er så overvældende, at borgerne i Slangerup nu er blevet bedt om aflevere de ting, de kan undvære, på den lokale brandstation.
- Det er virkelig rørende, at lokalsamfundet på den måde rykker sammen om os. Og det er faktisk svært at tage imod. Vi har jo en forsikring, og der er borgere her i landet, der har det værre end os. Men altså på den anden side, lige nu har vi jo ikke noget. Børnene har ingenting. Vi har kun vores bil, siger Morten.
Lige nu sover familien hos Morten Schaumburg-Müllers lillebror, mens de overvejer, hvor de vil leje sig ind, nu hvor forsikringssagen kører. I sidste ende er det dog forsikringsselskabets ansvar at genhuse familien. Dem mødes de med mandag.
Familien ved endnu ikke, hvor hårdt medtaget huset er, og hvornår og hvordan de eventuelt kan flytte ind i det igen. De kender heller ikke brandårsagen. De trøster sig dog ved den lokale støtte.
- Vi har set det før her i Slangerup. Vi står bare sammen. Og nu mærker vi det på egen krop. Det er en hel ubeskrivelig forskel, at vi ved, at nogen tænker på os. Jeg håber, at den her historie kan vise, hvor vigtigt det er, siger Morten.