Lokalt

Fik kræftdiagnose to år for sent - nu er der kun fem procents chance for, at hun overlever

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Fejl på Slagelse Sygehus har forringet Henriette Brogaards chance for at overleve kræftsygdom. Ledelsen beklager og ændrer procedure.

En forårsdag i april 2016 blev Henriette Brogaard fra Vemmelev pludselig alvorligt syg og kunne ikke stå ud af sengen. Hun havde feber og maveonde og blev mere og mere afkræftet og dehydreret, som dagene gik.

Vagtlægen indlagde Henriette Brogaard på Slagelse Sygehus med det samme.

I april, maj og juni 2016 fik Henriette Brogaard både røntgenfotograferet og CT-scannet sine lunger. Ifølge lægerne var der ikke tegn på ondartede forhold.

I januar 2018 blev hun så indlagt for lungebetændelse igen, og denne gang blev hun overført til nærmere undersøgelser på Næstved Sygehus.

Her viste det sig, at hun havde en kræfttumor i venstre lunge, og at de billeder, der i foråret 2016 blev taget af Henriette Brogaards lunger, var blevet tolket forkert.

Henriette Brogaards chance for at overleve lungekræft var 48 procent. Men efter grove fejl på Slagelse Sygehus er den forringet til fem procent, fremgår det af en afgørelse fra Patienterstatningen.

- Det er, som det er. Det ord må man ikke sige, men det er røvtur. Rigtig røvtur. Det er dem, der skulle være eksperterne, ikke os andre. Hvorfor er man så sløset, at man ikke kigger ordentligt efter, siger Henriette Brogaard.

Sygehusledelse beklager

Ledelsen på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse beklager forløbet overfor Henriette Brogaard.

Henrik Stig Jørgensen, der er lægefaglig vicedirektør, forklarer, at de forskellige læger ikke har haft tilstrækkelig mistanke om, at de forandringer, som man kan se på røntgenbillederne og CT-scanningen, kunne være en mulig kræftsygdom og ikke blot en alvorlig lungebetændelse med væskesamling.

Han forklarer, at når først lægerne har sat sig fast på en diagnose, skal der noget til at ændre det spor, og at det billede, lægerne har af sygdommen, efterfølgende bliver brugt, når de tolker et billede.

- Som i eksemplet her, hvor diagnosen var lungebetændelse, så tænker man, at det ligner. Man har en forudindtagethed med sig. Fejlen kan være, at man ikke får afkræftet den forudindtagethed og forbliver i formodningen om, at det er en svær lungebetændelse, siger Henrik Stig Jørgensen.

Lyttede ikke nok til familien

Ifølge Henriette Brogaards familie gør de flere gange opmærksom på, at hun er ryger, og de spørger derfor, om der kan være tale om kræft.

Henriette Brogaard blev indlagt på Slagelse Sygehus, og undersøgelser af lungerne viste infiltrative forandringer. Ifølge hendes journal var der ikke tegn på ondartede forhold, og hun blev behandlet for lungebetændelse.

Henrik Stig Jørgensen bekræfter, at der i begyndelsen af Henriette Brogaards journal står, at hun har været ryger. Men det står der ikke mange gange, understreger han.

- Så det er ikke noget, der er blevet diskuteret meget, og desværre er det ikke blevet trukket med ind som en betydende faktor, siger den lægefaglige vicedirektør

Direkte adspurgt erkender han, at lægerne tilsyneladende ikke har lyttet tilstrækkeligt til familien.

- Det er nemt at være bagklog, men det er påfaldende, hvor lidt rygerhistorien er taget med ind i den samlede vurdering. Så man har måske set enkeltvis på billederne og ikke fået hele historien med i den samlede kliniske vurdering, siger Henrik Stig Jørgensen.

Ærgerlige på lægestands vegne

Forløbet fik Henriette Brogaard til at klage til Patienterstatningen, og hendes døtre har støttet hende i det. I juni 2019 fik de så Patienterstatningens ord for, at der er sket en række alvorlige fejl i moderens sag.

- Det tager vi meget alvorligt, og vi er ærgerlige over det på vores lægestands vegne. Det er helt berettiget, at Henriette Brogaard får anerkendt sin skade. Vi beklager forløbet meget overfor Henriette Brogaard, siger Henrik Stig Jørgensen.

På spørgsmålet om, hvorvidt sagen har ført til ændringer i sygehusets procedurer, oplyser den lægefaglige vicedirektør, at ledelsen har diskuteret, hvordan de kvalitetssikrer sygehusets procedurer og arbejdsgange.

- Vi ser på, hvilke kompetencer de læger, der tager sig af udredning og behandling, har. Vi har besluttet nogle indsatser, som vi gerne vil gennemføre. Det er så småt i gang, og nu hvor sagen kommer op, så har vi øget indsatsen yderligere, siger Henrik Stig Jørgensen

Blandt tiltagene er at sørge for, at patienterne får en patientansvarlig læge. Det findes på kræftområdet, men nu bliver det også indført på andre patientforløb, eksempelvis lungebetændelse og KOL.

- Vi arbejder også på at skabe et fagligt fællesskab, hvor røntgenlægen og den kliniske læge har en klinisk konference, når der er vanskelige forløb, hvor vi sikrer, at vi får alle faktorer med, som for eksempel medicinforbrug og tobaksforbrug, så det ikke kun bliver en strukturel beskrivelse af et billede, siger Henrik Stig Jørgensen og uddyber:

Kæmper videre mod kræften

Der gik et år og ti måneder, før Henriette Brogaard fik stillet den rette diagnose for hendes sygdom. Om de mange fejl har både hun og døtrene følt, at det i høj grad kan tilskrives mangel på kommunikation.

I dag - et år, en omgang kemoterapi og 33 strålebehandlinger senere - er Henriette Brogaard stadig klar til at tage kampen op mod kræft. Sidste strålebehandling fik hun på sin 75-års-fødselsdag sidste år.

Strålebehandlingen tog hårdt på Henriette Brogaard, men netop nu er canceren i dvale.