Lokalt

Opmåling gik galt - lygtepæl endte midt på fortovet

Borgere i Kalundborg undrer sig. Hvordan er en lygtepæl endt midt i fortovet? Jens Nielsen / TV-Kalundborg
TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Borgere i Kalundborg undrer sig. Hvordan er en lygtepæl endt midt i fortovet?

Arbejdet med at renovere Slagelsevej i Kalundborg skrider hastigt frem - og måske også lidt for hurtigt.

Borgere har således gjort både kommunen og den lokale tv-station, TV-Kalundborg.dk, opmærksomme på en lygtepæl, der er endt lige midt i det nyrenoverede fortov.

Ifølge Charlotte Jørgensen, der er teamleder for Vej og Park i Kalundborg Kommune, er der tale om en fejl.

- Vi har afprøvet en ny form for laser-scannings-opmåling i 3D, som et firma gerne vil sælge til os. Den har ikke rigtigt kunnet det, vi havde forventet, den kunne. Den er simpelthen ikke så præcis, som de lovede, siger Charlotte Jørgensen til TV2 ØST.

Hun understreger, at fejlen vil blive rettet snarest.

Kommune slipper for at betale for fejl

Fejlen har betydet, at hele arbejdsplanen for fortovet har forskubbet sig 60 centimeter.

- Det firma, der skal sætte lygtepælene op igen, har fået at vide, at lygtepælene skal stå, hvor de stod før. Men den nye opmåling gør, at fortov og lygtepæl er forskubbet 60 centimer, og det er selvfølgelig utrolig uheldigt, siger Charlotte Jørgensen og tilføjer:

- Vi er glade for, at borgerne har taget det med et smil.

Lygtepælen er solidt placeret midt på fortovet.

Selvom lasermålingen skød forbi, så burde både rådgiver og ingeniør have opdaget fejlen, understreger Charlotte Jørgensen.

Fejlen kommer heller ikke til at koste Kalundborg Kommune noget, oplyser hun.

Kalundborg Kommune er ikke det eneste sted, hvor borgere er blevet mødt af forkert placerede lygtepæle. I sidste uge var den gal i Esbjerg, hvor to lygtepæle ved en fejl var blevet placeret midt på en nyanlagt cykelsti.

Et entrepenørfirma havde i første omgang placeret lygtepæle midt på den nyetablerede cykelsti i Esbjerg.

Ifølge Esbjerg Kommune var det en ekstern entreprenør, der havde begået en fejl.

I stedet for, som opgaven lød, at placere lygtepælene 30 centimeter fra fortovets kantsten - og altså inde på fortovet - havde entreprenøren placeret dem 30 centimeter fra kantstenen mellem vejen og cykelstien.

De to lygepæle i Esbjerg er begge blevet fjernet fra cykelstien igen.