Lokalt

Sigtede i sagen klager: Genopretning af ødelagt klit risikerer at blive udsat

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Arbejdet med at genoprette klit i Skagen er sat i bero.

Genopretningen af de fredede klitter ved Skagen Sønderstrand risikerer at blive udsat med op til otte måneder.

De to mænd, der er sigtet for groft hærværk i sagen, har klaget over genopretningsplanen, og derfor er den nu sat i bero. Det viser en aktindsigt, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.

- Det er knaldhamrende frustrerende, at vi ikke kan komme op og reetablere den her klit, som fuldstændig tåbeligt har været udsat for hærværk, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen.

Genopretning vil koste en halv million

Natten til 26. oktober 2019 blev toppen af klitterne udsat for hærværk og fjernet.

Frederikshavn Kommune mener, at genopretningen vil koste omkring en halv million kroner, og at 3.000 kubikmeter sand skal flyttes. Borgmester Birgit S. Hansen siger, at kommunen har overflyvningsbilleder fra området, der viser, hvordan området så ud, før klitten blev udsat for hærværk.

Men Rasmus Amandussonn, der er forsvarer for den ene af de sigtede, mener, at det drejer sig om langt mindre sand, og at genetableringen dermed kan gøres billigere.

- Hvis man reetablerer efter kommunens opfattelse og reetablerer 3.000 kubikmeter, hvor vi reelt mener, det er 250 til 400 kubikmeter, der er skubbet til, så vil man faktisk komme til at bygge en ny klit, siger Rasmus Amandusson og fortsætter:

- Jeg mener ikke, at de forvaltningsretlige regler i forhold til, hvem der er blevet partshørt, er blevet overholdt i forhold til, hvem der har en interesse i de her ting.

Manglende klit åbner for vinterstorme

Den manglende genopretning kan ifølge Birgit S. Hansen få konsekvenser.

- Jeg kan godt frygte, og det kan fagfolk også, at der for eksempel kommer en stor vinterstorm, som vil gøre skaden større, siger Birgit S. Hansen.

Det er Miljø- og Fødevareklagenævnet, som skal behandle sagen om genetableringen af de fredede klitter.