Lokalt

21-årig hjalp ældre mand, da ingen andre gjorde: - Der var enkelte, der sad og grinede ad ham

Katrine Fugl Sjøquist og Arne Sørensen har allerede aftalt at ses igen for at spise middag.  Katrine Fugl Sjøquist
TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Mens andre grinede og filmede, reagerede Katrine Fugl Sjøquist, da en ældre mand havde brug for hjælp.

Egentlig var Katrine Fugl Sjøquist blot på Hjørring Sygehus for at få taget en blodprøve fredag. Men besøget tog en uventet drejning, da hun fik øje på en ældre mand, som stod ustabilt med sin rollator og var ved at falde bagover.

- Alle kiggede bare uden at gøre noget. Der var enkelte, der sad og grinede ad ham og filmede ham, siger Katrine Fugl Sjøquist.

Den 21-årige kvinde fra Terndrup, der til daglig arbejder i Søværnet, tog kontakt til manden, som havde problemer med at finde ud af, hvornår det mon var hans tur til at få taget blodprøve. De to faldt i snak, og Katrine Fugl Sjøquist fandt hurtigt ud af, at manden var 76 år og hed Arne Sørensen.

.

Da det blev Arne Sørensens tur, sagde Katrine Fugl Sjøquist, at hun nok skulle vente på ham. Som sagt, så gjort – og da Arne Sørensen var færdig, hjalp Katrine Fugl Sjøquist ham med at finde en taxa hjem.

Der var bare et problem: der var flere timers ventetid på en taxa. Så længe ville Katrine ikke lade Arne vente.

- Så klappede jeg rollatoren sammen og kørte ham hjem til Hjallerup fra Hjørring. Der var kun 30 kilometer. Vi unge har ikke så travlt, at vi ikke kan hjælpe de ældre, siger Katrine Fugl Sjøquist.

Den 21-årige Katrine blev inviteret med indenfor hos Arne, og i flere timer kiggede de i fotoalbum og talte om Arne Sørensens liv.

.

Katrine Fugl Sjøquist og Arne Sørensen har allerede aftalt at ses igen for at spise middag.

- Det kan sagtens være, at det er starten på et venskab, siger Katrine Fugl Sjøquist.

Hyldes på Facebook

Katrine Fugl Sjøquist har delt historien på Facebook, og opslaget har lørdag eftermiddag fået 7200 reaktioner og er blevet delt 3600 gange.

DEL GERNE BUDSKABET 💖💖 I dag mødte jeg Arne, på Hjørring sygehus. Han stod med sin roulater i venterummet, og ventede...

Posted by Katrine Fugl Sjøquist on Friday, January 17, 2020

De positive reaktioner er overvældende, men der er også enkelte, der har sendt hende negative beskeder og bedt hende om at søge opmærksomhed på en anden måde.

- Det her handler ikke om at få opmærksomhed. Det handler om at dele budskabet om, at man skal kigge væk fra sin telefon og se, hvad der sker omkring en. Mange unge mennesker er umodne og siger ikke engang hej til hinanden. Jeg vil gerne gøre en forskel og vise, at det ikke er farligt at sige hej, siger hun.

TV 2 Nord har været i kontakt med Arne Sørensen, som har givet tilladelse til, at historien deles.