Lokalt

Isbjørneunge stortrives og har seksdoblet sin vægt - kan dog ikke gå endnu

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Den københavnske isbjørneunge har overlevet den første kritiske måned.

De første 30 dage i en isbjørneunges liv er dødsensfarlige. Det siger næsten sig selv, når den nyfødte unge kun vejer forsvindende 500 gram, mens moderen ligger på faretruende 300 kilo.

Ungen kan derfor meget nemt let blive ligget ihjel af sin egen mor, og den død må cirka hver tredje af alle isbjørneunger lide.

Derfor er det ganske naturligt, at zoologer og dyrepassere har holdt vejret og ventet i spænding på, hvordan det stod til i fødehulen.

Vi har virkelig fedet hende op. Normalt har hun en kampvægt på 250 kilo, men vi ved, at de helst skal op over 300 kilo

Mikkel Stelvig, Zoolog

Og de kan nu melde, at det går rigtig godt med den lille hvide pelsbold. Den ser ud til at trives godt.

- Hun er en rigtig god mor. Ungen vokser, og moren passer den fint. Hun har jo ikke så meget erfaring, det er hendes første unge, men det ligger i hendes instinkt, fortæller Mikkel Stelvig, der er zoolog hos Københavns Zoo.

Moren tog over 50 kilo på

Fra Zoos side har man dog gjort et grundigt - og fedende - forarbejde for at sikre, at moren, Noel, var i bedst mulige stand.

- Vi har virkelig fedet hende op. Normalt har hun en kampvægt på 250 kilo, men vi ved, at de helst skal op over 300 kilo. Så hun har fået masser af foder. Og så har vi sørget for, at fødehulen er helt rigtig til hende, fortæller Mikkel Stelvig.

Det er særlig vigtigt, at isbjørnehunnen har masser af sul på kroppen, fordi hun opholder sig i fødehulen i godt fire måneder uden at indtage vådt eller tørt. Hun tærer simpelthen på reserverne.

Følger livet via mikrofon

Blandt andet derfor er det vigtigt, at dyrepasserne kan følge livet i hulen via kamera og mikrofon.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Video: Sabine Bøgeholdt

- Det er vigtigt, at vi har mikrofoner derinde. For vi kan ikke se en 500 gram unge bag en 300 kilo tung mor. Men vi kan høre, om der er født en unge, og om den dier. Der er en helt bestemt lyd, når den dier. Så det følger vi med i. Det lyder nærmest som en totaktsmotor, der brummer. Og når vi hører det, ved vi, at alt er fint, siger zoologen.

Det er vigtigt, at vi har mikrofoner derinde. For vi kan ikke se en 500 gram unge bag en 300 kilo mor

Mikkel Stelvig, Zoolog

Hvis man gerne selv vil tage ungen i øjesyn, må man dog væbne sig med tålmodighed. For mor og unge bliver i fødehulen de næste 60-70 dage, vurderer Mikkel Stelvig.

Ungen kan ikke gå endnu

- Moren gik ind i slutningen af november, og vi regner med, at vi ser hende igen i midten af marts eller starten af april.

Den lille unge skal blandt andet bruge tiden i hulen på at vokse sig større - meget større, og så skal den lære at gå.

- Lige nu har den seksdoblet sin vægt. Fra 500 gram til tre kilo. Og så har den fået styr på sit hoved og forben. Det næste, den skal lære, er at håndtere sin ryg og til sidst bagbenene.

Det lykkedes Københavns Zoo i fredags at filme de første levende billeder af ungen. Og man ser tydeligt et klassisk mor-barn-øjeblik. Den lille unge prøver at smutte ud for at lege lidt, men morens store lab hiver den tilbage i armhulen, hvor den bestemt godt kan sove lidt længere, synes moren at mene. Se videoen i toppen af artiklen.

Københavns Zoo har allerede én isbjørneunge. Den blev født tilbage i december 2018 af den anden isbjørnehun, Lynn.

Lynn og hendes unge tilbage i februar 2019.