Lokalt

Akutberedskab kimes ned af borgere med børneorm

Arkivfoto fra 1813. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Region Hovedstadens Akutberedskab kommer nu med opfordring til, at man ikke ringer til 1813 om børneorm.

Akuttelefonen 1813 har til formål at hjælpe de borgere, som ikke er i akut eller livstruende nød, men heller ikke kan vente med deres forespørgsel til sundhedssystemet, til deres egen læge igen tager telefonen.

Alligevel har Region Hovedstadens Akutberedskab, der står bag 1813, set sig nødsaget til at komme med en bred opfordring, efter de den seneste tid har oplevet, at mange borgere ringer ind med et meget kløende problem.

- Mange borgere ringer i øjeblikket til Akuttelefonen 1813 om blandt andet børneorm, skriver Region Hovedstadens Akutberedskab på Twitter.

Derfor gør de nu opmærksom på, at den irriterende plage, der er kendt for særligt at klø, er ganske ufarlig. Og derfor skal man ikke ringe til akuttelefonen.

Op til flere hundrede orme i tarmen

Børneorm, der også kaldes småorm eller oxyuris er en infektion med ormen Enterobius vermicularis, der lever i tyktarmen og endetarmen.

Ormen er lille, gulhvid og ofte knap en centimeter lang.

Børneorm, Enterobius vermicularis

Desuden er mennesket den eneste vært, som ormen kan husere i - og så bliver smitten af den overført direkte fra endetarm til munden.

En person smittet med børneorm kan have alt fra nogle få til flere hundrede orme i tarmen, oplyser sundhed.dk.

- Børneorm medfører intens kløe om aftenen og natten, hvor ormen kryber ud på huden omkring endetarmens åbning for at lægge æg. Her kan man også se ormen direkte", lyder det blandt andet.

Men selvom børneormen altså er årsag til mange opkald til 1813 for tiden, kan det sagtens vente.

- Børneorm klør, men er ufarlige, så gå til din egen læge for en recept til medicin, skriver Region Hovedstadens Akutberedskab, der også opfordrer til at huske både håndvask og hygiejne.