Lokalt

Kraftig brand i Hobro: 80 beboere berørt

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Fem af ejendommens opgange er blevet evakueret.

Branden, der tog fat i en etageejendom i i Stoldal i Hobro, søndag eftermiddag er nu under kontrol, oplyser chefvagt ved Nordjyllands Beredskab, Jan Nedza, til TV2 Nord.

Dog arbejdes der stadig på at få den slukket helt, hvilket kan tage noget tid, grundet blæsten.

Tidligere i dag advarede Nordjyllands Politi desuden om den giftige røg, som branden uviklede. De opfordrede derfor de borgere, som bor i nærheden af ejendommen, om at holde sig indendøre og lukke både døre og vinduer.

Nu skriver politiet på Twitter, at røgudviklingen er svundet så meget ind, at borgerne igen kan åbne vinduer og døre uden fare.

Beboere skal genhuses

Nordjyllands Beredskab fik kendskab til branden, da det modtog en alarm søndag klokken 13.40.

Branden, der startede i en af ejendommens lejligheder, udviklede sig og blev så voldsom, at beboere i ejendommens fem opgange blev evakueret. Cirka 80 beboere er berørt, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

- Der er massive vandskader i lejlighederne, og der bliver brug for genhusning, forklarer chefvagten til TV2 Nord.

Alle de evakuerede har fået tilbud om at blive kørt til hallen i Hobro.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi oplyste tidligere til TV 2, at branden havde bredt sig til flere etager, og at der var ved at blive indkaldt ekstra mandskab for at få branden under kontrol.

Her oplyste han også, at ingen var kommet til skade i branden.