Lokalt

Aggressiv mand skaber utryghed i landsby - her vælter han kvinde af cykel

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

En kvinde blev onsdag slået med knytnæve af en nabo, der også har chikaneret andre borgere.

- Jeg har slået dig, fordi du skylder 25.000, og det har du bare at betale, råber en mand, der er iklædt mørke bukser og sort læderjakke.

Episoden udspillede sig onsdag, hvor manden kort tid forinden havde væltet en kvinde af hendes cykel og givet hende et knytnæveslag på skulderen.

- Har du fattet det?, fortsætter manden.

Det er tredje gang inden for de seneste 14 dage, at den aggressive mand chikanerer en af den vestjyske landsby Bonnets beboere. Det fortæller Allan Berg, der selv er fra Bonnet.

- Det giver en væsentlig utryghed. Mange af dem, der bor her, er ældre mennesker. De bliver simpelthen indenfor og tør ikke bevæge sig på gaden efterhånden, siger han til TV Midtvest.

Griber sagen i egen hånd

Borgerne tror, at manden er fra lokalområdet.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver i en mail til TV 2, at de er bekendt med den aktuelle episode, ligesom de også kender til de tidligere episoder. De kan dog ikke oplyse om nærmere omstændigheder, da der er tale om verserende straffesager.

Politiet vil på baggrund af den seneste episode genoptage samarbejdet med et fælles udrykningsteam (FUT), hvor politiet arbejder sammen med psykiatrien. Det har de tidligere gjort som en løsning på situationen.

Men borgerne i Bonnet tror ikke længere på, at politiet er en del af løsningen.

Derfor har beboerne de seneste par måneder samlet sig for at vise sammenhold, men på det seneste er problemerne blusset op igen.

Nu har de fået nok og griber derfor sagen i egen hånd. De vil mødes med beboere fra den vestjyske by Troldhede, som kæmper med et lignende problem. Dog med en anden mand.

- Det er ikke fordi, der er nogen af os, der har en løsning på problemet, men det kunne være sjovt at snakke sammen og udveksle erfaringer, fortæller Allan Berg.

I Troldhede tager man glædeligt imod forslaget, hvor man i årevis har set magtesløs til, mens en lokal mand har chikaneret andre borgere, som han både har truet og overfaldet.

- Vi har forsøgt alt. Både gennem politi og psykiatri og lokalsamfundet. Der er ikke nogen, der kan hjælpe os, siger Jette Keller fra Troldhede.

Vil råbe politikerne op

Nu håber beboerne fra Bonnet og Troldhede, at de sammen kan få politikerne til at handle.

- Vi vil rigtig gerne have myndighederne i tale. De må hellere end gerne komme herud og se med egne øjne, hvad det er for problemer, vi har, siger Allan Berg.

I november spurgte SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt justitsministeren, om det ikke var på tide at nedsætte et udvalg, der kan undersøge, hvordan denne slags naboproblemer kan løses. Der er endnu ikke kommet svar fra justitsministeren.

Kvinden, der blev slået, nåede at filme sidste del af episoden med sin mobiltelefon. Se videoen øverst i artiklen.