Mand melder sig efter politiefterlysning

16x9
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV 2 Lorry

Politiet offentliggjorde optagelser, som de håbede kunne bringe dem tættere på gerningsmanden bag et voldtægtsforsøg.

Københavns Vestegns Politi efterlyste i går en mand med en rød hue, efter han ifølge politiet forsøgte at voldtage en 40-årige kvinde ved Rødovre Station natten til lørdag.

Nu har manden meldt sig selv til politiet.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 03.11 natten til lørdag.

En 40-årig kvinde blev ifølge politiets oplysninger tvunget ned på jorden og befølt af gerningsmanden.

Overfaldet blev stoppet, da kvindens kæreste kom til stedet, hvilket fik gerningsmanden til at flygte i ukendt retning.

- Der er tale om et usædvanligt groft overfald. Heldigvis er de overvågningsbilleder, vi har i sagen, relativt tydelige.

- Vi håber derfor på, at offentligheden kan hjælpe os med at identificere gerningsmanden, sagde leder af overgrebssektionen ved Københavns Vestegns Politi, Rikke Thestrup i går.

Der vil nu blive taget stilling til, om manden skal fremstilles for en dommer.