Elever skal flytte i pavilloner fire kilometer væk – forældre er i oprør

I samarbejde med TV 2 Lorry

Forældre til børn på Ørestad Skole er utilfredse med, at Københavns Kommune har valgt at flytte elever ud i pavilloner.

Der er sure miner hos forældrene på Ørestad Skole i København. Årsagen er, at Københavns Kommune har valgt at flytte omkring 150 elever ud i pavilloner nær Amager Fælled Skole, der ligger fire kilometer væk fra Ørestad Skole.

Derfor har forældrene blandt andet startet en underskriftsindsamling.

- Jeg synes, det er en rigtig skidt politisk beslutning, hvor man gør børns liv til et tal i et Excel-ark, siger Katrine Cornelius Mørkeberg, der har datteren Kleo i 1. klasse, til TV 2 Lorry.

Det er endnu ikke besluttet, hvilke klasser der skal flytte i pavilloner. Men for de børn, der skal flytte, betyder det, at de fra sommeren 2020 i en treårig periode ifølge forældregruppen på Ørestad Skole ikke vil have adgang til en skolegård, idrætsfaciliteter eller faglokaler udover et fysiklokale.

Udflytningen skyldes, at der er pladsmangel på Ørestad Skole, og for Kleos mor og far vil det ifølge Kleos mor give udfordringer i hverdagen.

Transportløsninger skal findes

Forældrene til børnene på Ørestad Skole har foreslået politikerne alternative løsninger til genhusning af de ekstra elever. Et af forslagene er blandt andet at bygge barakker over en kanal tæt ved skolen.

Men den løsning er blevet afvist af kommunen.

- Vi er optaget af at finde de løsninger, der ligger tættest på, men det har simpelthen ikke været muligt at komme tættere på, end vi er kommet her, forklarer Jesper Christensen fra Socialdemokratiet, der er Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Her ses afstanden mellem Ørestad Skole og det sted på Islands Brygge, hvor pavillonerne skal stå.
Her ses afstanden mellem Ørestad Skole og det sted på Islands Brygge, hvor pavillonerne skal stå. Foto: TV 2 Lorry

Politikerne og skolebestyrelsen arbejder på at finde transportløsninger for de børn, der de næste tre år skal gå i skole et andet sted.

Ingen bedre alternativer

Selv om der bliver arbejdet for at gøre det nemmere for børnene at komme til og fra skole, så er distancen stadig en udfordring, mener forældregruppen.

- Det er ikke den bedste beslutning i forhold til vores børn. Vi ser helst, at børnene går i skole tæt på deres område i og med, de også har nogle interesser tæt på deres område, fortæller Marie Aimée, formand for skolebestyrelsen på Ørestad Skole.

Ørestad Skole har omkring 500 elever fordelt på 0. til 9. årgang. Skolen overtog i 2012 en ny bygning på Arne Jacobsens Allé.
Ørestad Skole har omkring 500 elever fordelt på 0. til 9. årgang. Skolen overtog i 2012 en ny bygning på Arne Jacobsens Allé. Foto: Malte Kristiansen / Ritzau Scanpix

Ifølge borgmester Jesper Christensen er der ikke bedre alternativer.

Den 4. december får Katrine Cornelius Mørkeberg og Kleo svar på, om Kleos klasse er blandt dem, der skal flytte i pavillonerne ved Amager Fælled Skole.