Byggeriet af Storstrømsbro har fået 87 strakspåbud

16x9
Bygningsarbejdere har været i fare for at styrte ned fra den nye Storstrømsbro. Foto: Jesper Truelsen / TV 2 Øst

I samarbejde med TV2 ØST

Mandag var beskæftigelsesministeren kaldt i samråd om sagen.

Et skærpet tilsyn, 87 strakspåbud og syv forbud.

Det er hvad Arbejdstilsynet har givet til byggeriet af den nye Storstrømsbro i de to år, de har ført tilsyn. Det viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet, som TV2 Øst har fået aktindsigt i.

Vejdirektoratet har derfor nu indført skærpet tilsyn med sikkerheden, hvilket vil sige, at byggeriet hver dag bliver gennemgået fra top til tå.

Over de seneste uger har bygningsarbejdere blandt andet været i fare for at styrte ned fra høje arbejdsplatforme og blive kørt over af store byggemaskiner under opførelsen af den nye bro, der bliver Danmarks tredjestørste.

Fagforeningen 3F: - Det er meget alvorligt

En stor del af overtrædelserne handler også om at sikre bedre belysning og arbejdsveje på byggepladsen.

- Jeg synes, det er meget, meget alvorligt. Hvis man kigger på de ting, der både er kommet forbud og strakspåbud om, så er det jo nogle ting, som er helt elementære på en byggeplads, og som burde være i orden, siger Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppen hos Fagforeningen 3F.

De seneste to måneder er der blevet givet to forbud, fordi ansatte har været i fare for at styrte ned.

I det ene tilfælde arbejdede den ansatte i over fem meters højde og cirka en halv meter fra kanten. Der var ikke rækværk, og den ansatte var ikke sikret mod nedstyrtning. I det andet tilfælde befandt en ansat sig også i fem meters højde, mens han strakte sig ud over kanten, selv om der hverken var rækværk eller faldsikring.

- Det er utilgiveligt. Sådan er det. Det må bare ikke ske. Når det så sker, må vi tage aktion på det, og det er klart, at det bliver italesat meget kraftigt, siger Niels Gottlieb, projektchef fra Vejdirektoratet.

EL: - Vi har advaret mod at vælge de firmaer

Mandag var beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) kaldt i samråd om sagen af Enhedslisten. Her blev ministeren bedt om at kommentere arbejdsmiljøsituationen og fortælle, hvad ministeren og Arbejdstilsynet vil gøre for at forbedre den.

- Jeg mener ikke, at der er nogen som helst, der hverken bør frygte for deres liv, deres sikkerhed eller helbred ved at passe deres arbejde i det moderne Danmark. Derfor er det noget, vi tager meget alvorligt, siger han til TV2 Øst.

Ifølge Enhedslistens arbejdsmiljøordfører er det uacceptabelt, at bygningsarbejdere skal risikere liv og helbred på store byggeprojekter. Partimedlem Christian Juhl påpeger, at det ene af de firmaer, der arbejder på broen, også arbejdede med metroen i København.

- Vi ved, at de har rod med arbejdsmiljø og sikkerhed. De skulle aldrig have haft opgaven. Vi advarede dengang Ole Birk Olesen (tidligere transport-, bygnings- og boligminister, red.) om at tage de her firmaer. Det gad han ikke at høre på, og nu står vi med mudder helt op til knæene for at sige det ligeud. Det er derfor, vi må være meget kritiske i en situation som den her, siger han.

Hovedentreprenør har igangsat særlig indsats

En stor del af påbuddene er givet til det italienske konsortium, der er hovedentreprenør på byggeriet.

Konsortiet har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar til TV2 Øst skriver presseansvarlig Christian Lemvigh:

- Selvom Storstrømsbroen er en af Danmarks største byggepladser, som har besøg af Arbejdstilsynet et par gange om ugen, så skal der ikke være så mange påbud. Vi har derfor igangsat en række initiativer ud over den almindelige sikkerhedsundervisning og håber at kunne se resultaterne af den særlige indsats.

Hos Vejdirektoratet håber de også, at antallet af påbud vil falde.

- Vi gør alt, hvad vi kan fra bygherrens side, og vi ved også, at Arbejdstilsynet arbejder seriøst med det, og vi har en dialog med Arbejdstilsynet om, hvordan vi sammen kan gøre det her bedre, siger Niels Gottlieb, projektchef fra Vejdirektoratet.