Bombetrussel stadig uopklaret - 13-årig blev hacket

16x9
Thingstrup Skole i Thisted. Foto: Lasse Dieckmann / TV MIDTVEST

I samarbejde med TV Midtvest

Den 13-årige dreng, der mandag blev mistænkt for at stå bag bombetrussel i Thisted, er formentlig uskyldig, oplyser politiet nu.

Sagen om mandagens bombetrussel mod Thingstrup Skole i Thisted er stadig uopklaret.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste mandag, at en 13-årig dreng, der er elev på skolen, var mistænkt i sagen, men den nærmere efterforskning har nu givet et helt andet resultat.

- IT-efterforskningen viser, at det formentlig ikke var den 13-årige, der stod bag, siger politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Politiet mener nu, at den 13-åriges internet-profiler er blevet hackede.

Det har nemlig vist sig, at bombetruslen er sendt fra en IP-adresse på Fyn, og dertil kommer, at mens drengen sad til afhøring på politigården, fik en lærer på en anden skole i Thisted en bombetrussel på sin telefon.

- Og den kan han ikke have sendt, mens han sad til afhøring hos os, siger Jørgen Jensen, der understreger, at efterforskerne nu er i fuld gang med at forfølge de nye spor i sagen.

Den 13-årige dreng blev mandag afhørt med en sigtets rettigheder.

Truslen om at sprænge en bombe blev sendt via skolernes intranet Aula. Elever og personale på skolen blev kortvarigt evakueret, mens politiet undersøgte, om der var hold i truslen.