Store problemer i svømmehal - bund har sat sig fast

16x9
De mange børn, der går til svømmeundervisning i Helsingør Svømmehal har i de seneste seks uger modtaget alternativ undervisning. Foto: TV2 Lorry

I samarbejde med TV 2 Lorry

I seks uger har en defekt bund givet store udfordringer for Helsingør Svømmehal. Forældre har måttet træde til under svømmeundervisningen.

I løbet af de seneste seks uger har Helsingør Svømmehal kæmpet forgæves med en bund, der har sat fast i et af hallens bassiner.

Der er tale om en hæve- og sænkebund, som for det meste er hævet, så de mindste kan bunde og plaske i vandet. Men det har de ikke kunnet i nu halvanden måned, da dybden i ”den lave ende” konsekvent har ligget på 1.70 meter.

Det går ud over vores brugere, som er afhængige af, at det virker

Kristian Stokholm, daglig leder af Helsingør Svømmehal

Det har medført aflysninger og alternativ undervisning for de mere end 2000 børn, som hver uge får undervisning i svømmehallen.

Blandt andet har mange forældre selv måtte trække i speedos og badedragter og hoppe med i vandet, når deres børn bliver undervist.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at bunden er gået i stykker, for det går ud over vores brugere, som er afhængige af, at det virker – især de mindste brugere, siger Kristian Stokholm, der er daglig leder af Helsingør Svømmehal, til TV 2 Lorry.

Aldrig været så slemt som nu

Det er et hydraulikrør nede i bassinet, der er sprunget læk i den gamle svømmehal, der åbnede i 1978. Men det er endnu uvist, hvad der har forårsaget skaden, og hvad der præcist er sket.

Bunden har været repareret før, men det har aldrig været så slemt, som tilfældet er nu.

Helsingør Svømmehal har store problemer med en bund, der har sat sig fast. Foto: Helsingør Kommune
Helsingør Svømmehal har store problemer med en bund, der har sat sig fast. Foto: Helsingør Kommune Foto: TV2 Lorry

I første omgang rekvirerede svømmehallen derfor hydraulikspecialister, og sidenhen skulle en dykker ud for at se nærmere på bunden, og han kunne så konstatere, at der netop var en utæthed i hydraulikken.

Herefter har beredskabet været forbi for at prøve at løse problemet – men uden held.

- De prøvede at løfte bunden med sådan nogle puder, de blandt andet også bruger, når man skal flytte en lastbil efter et færdselsuheld, men det lykkedes desværre ikke. Derfor har vi været i tænkeboks, og vi har nu kontakt til et betonfirma, som vi tror kan løse problemet for os i løbet af næste uge, siger Kristian Stokholm.

Hvis man løfter bunden det forkerte sted, risikerer man, at bunden knækker

Kristian Stokholm, daglig leder af Helsingør Svømmehal

Ifølge Kristian Stokholm skal betoneksperterne levere små mobile hydraulikstempler, som kan klemmes ind mellem den faste bund og den bevægelige bund, der er defekt.

Den defekte bund vejer omkring 300 tons, så den er ikke bare sådan lige at løfte.

- Problemet er, at der kun er 20 centimeter mellem den faste bund, og den bund, der kan køre op og ned. Så der er ikke særlig meget plads, og man kan ikke bare stikke hvad som helst ind under. Det skal være ret småt og skal kunne løfte rigtig mange tons. Men betonfirmaet kommer med noget særlig viden og de her små stempler, som kan løfte 90 tons hver især, fortæller svømmehalslederen.

Kan ikke løftes tilfældigt

Da bunden ikke bare kan løftes tilfældigt, har en ingeniør udregnet, hvor det bedst kan svare sig at benytte hydraulikstemplerne.

- Man kan ikke bare løfte bunden, hvor som helst. Hvis man løfter bunden det forkerte sted, risikerer man, at bunden knækker. Så vi har skullet være helt sikre på, at vi løfter det helt rigtige sted, siger Kristian Stokholm.

Og nu krydser staben på Helsingør Svømmehal alle fingre i håbet om, at betonfirmaet får held med opgaven. For lykkes det ikke, kommer man et skridt nærmere det mest uønskede scenarie – at bassinet skal tømmes for vand.

- Vi håber virkelig ikke, at vi ender der, for så kan man jo slet ikke komme i svømmehallen, og det vil betyde endnu større driftsforstyrrelser. Jeg tør ikke gisne, hvor lang tid det ville tage både at tømme bassinet, fylde det igen og derefter vandbehandle, men den slags tager tid.

De mange børn, der går til svømmeundervisning i Helsingør Svømmehal har i de seneste seks uger modtaget alternativ undervisning.
De mange børn, der går til svømmeundervisning i Helsingør Svømmehal har i de seneste seks uger modtaget alternativ undervisning. Foto: TV2 Lorry