Lokalt

Sommerhuse omgivet af vand - turister måtte flyttes væk

Vandet står højt ved sommerhuse i Vejers. John Randeris / Ritzau Scanpix
TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Mange sommerhuse i Vejers er i denne tid omgivet af vand. Jorden og vandløbene kan ikke klare den megen regn, der er faldet i området siden september.

Sommerhusbyen Vejers nord for Blåvand er trods sandjord omdannet til et regulært vådområde.

Leif Erichsen, indsatsleder Sydvestjysk Brandvæsen, fortæller, at de har pumpet vand væk de seneste tre dage men, at det er en svær opgave, da kloakeringen ikke kan følge med.

Vandet står højt ved sommerhuse i Vejers, selvom beredskabet har pumpet i tre dage.

Manuela Krause, der er kontorassistent hos udlejningsbureauet 'Die Hyggelige Dänen', fortæller, at de allerede i sidste uge måtte flytte nogle gæster fra sommerhuse, der var omringet af vand.

- Det er ikke fordi, at husene er oversvømmede - men mange steder kan lejerne ikke komme frem til husene. Nu er alle vores kunder ude og købe gummistøvler, siger Manuella Krause med et lille smil.

Og hvis beboerne i området omkring Vejers er en smule frustrerede over vejret, er der ifølge TV 2s meteorolog Thomas Mørk ikke noget at sige til det. Varde Kommune, hvor Vejers ligger, har nemlig været særdeles hårdt ramt.

Vandet står højt ved sommerhuse i Vejers.

- ​Efteråret har været usædvanligt vådt, og vådest har det været i Vestjylland. I Varde Kommune (har man i efteråret indtil videre fået hele 428,3 millimeter regn, mens man på landsplan er på 300,3 millimeter. Normalt får man blot 228 millimeter i løbet af et dansk efterår - og det er vel at mærke, når man tæller hele november med.

Årsagen på det våde efterår er ifølge Thomas Mørk en række lavtryk med tilhørende fronter, der i efterårsmånederne bevæget sig hen over Danmark fra sydvest og vest. Derfor er det også netop Vestjylland, som har fået mest regn. Fronterne har nemlig kastet mest regn af sig, når de er gået i land, og så er de blevet svækket i deres videre kurs hen over resten af landet.

- Og intet tyder på, at det hører op foreløbigt. Vi kan ende med at få det vådeste efterår i vejrhistorien, og allerede i den kommende weekend breder det næste store regnvejr sig op over Danmark og Vejers, siger Thomas Mørk.