Tiltalt for voldtægt af 91-årig: - Det hele var bare ren forelskelse

16x9
Sagen kører ved Retten i Odense. Foto: Peter Bergman

I samarbejde med TV 2/Fyn

En 43-årig mand har tirsdag forklaret i retten, at han mener, der var tale om ren forelskelse imellem ham og den 91-årige demente kvinde.

- Det hele var bare ren forelskelse.

Sådan forklarer en 43-årig mand om sit forhold en 91-årig dement kvinde, som han ifølge anklagemyndigheden gentagne gange har voldtaget og tvunget til andet seksuelt forhold end samleje.

Manden nægter sig skyldig i anklagerne, der blev præsenteret under en straffesagen ved Retten i Odense tirsdag.

Under retssagen forklarede manden, at han i løbet foråret begyndte at indlede et forhold til den 91-årige kvinde. På det tidspunkt var han 42 år gammel.

Derfor nævner vi ikke plejehjemmet

Ved retssagen begærede dommeren og to domsmænd, at plejehjemmets navn ikke må nævnes. Det skyldes et hensyn til de ansatte, institutionen samt den 91-årige kvinde. På grund af kvindens tilstand er hun blevet videoafhørt. Offentligheden må af hensyn til kvindens privatliv ikke høre optagelsen. Det samme gør sig gældende for den optagelse, som er lavet på kvindens værelse.

- Hun er et sødt og dejligt menneske at snakke med, forklarede den nu 43-årige mand.

Først efter anholdelsen af manden har en undersøgelse kortlagt, at den 91-årige lider af svær demens.

Jeg kunne ikke høre eller mærke, at hun havde svær demens. Hun var kvik at tale med, forklarer manden og tilføjer:

- Hvis jeg havde vidst, at hun var dement, så havde jeg ikke haft sex med hende.

Skulle besøge sin morfar

Den tiltalte kom på det fynske plejehjem i forbindelse med besøg hos sin morfar. Under et besøg i foråret falder manden hurtigt i snak med den 91-årige kvinde.

- Hun kaldte mig solstrejf, skønhed og smuk mand, forklarede han i retten.

I løbet af kort tid begyndte de to ifølge tiltalte at indlede et kærestelignende forhold med ugentlige besøg, som stod på mellem april og juli 2019.

Det er under tre af disse besøg, at manden ifølge anklagemyndigheden har voldtaget kvinden samt tvunget hende andet seksuelt forhold end samleje.

- Jeg var forelsket i hende, fortæller manden.

I løbet af retssagen har flere ansatte og andre med fast tilknytning til plejehjemmet afgivet forklaring. Flere fortæller, hvordan de ofte så manden være på plejehjemmet.

Har du set ham sammen med sin morfar?

- Nej, aldrig, forklarer en ansat på plejehjemmet.

Ifølge de ansatte var man siden juni opmærksom på, at en fremmed mand besøgte plejehjemmet.