Berlinmurens fald blev Gedsers redningskrans

16x9
Livlig aktivitet på havnen i Gedser efter Murens fald. Foto: Anders Knudsen / Folketidende

I samarbejde med TV2 ØST

For 30 år siden hamrede østtyskerne sig igennem Berlinmuren og ud i friheden. Vejen mod vest lå åben, men det gjorde farvandet mod nord også.

12. november 1989 sejlede færgen, Kong Frederik IX, sin daglige tur fra Warnemünde mod Gedser. Havet var stille, himlen dybblå, og på dækket stod Holger Matthäus med sit EXA 1B-kamera om halsen og måtte næsten knibe sig i armen.

Hele sit liv havde han boet i Warnemünde og kunne færgetiderne på fingrene.

Som barn badede han i de 20-30 bølger, der slog op mod stranden, når færgen ankom. Og som ung gjorde han sig forestillinger om, hvad der gemte sig bag horisonten, som røgstriben fra færgen forsvandt imod.

Holger Matthäus var 25 år, da han første gang frit kunne rejse ud af DDR.
Holger Matthäus var 25 år, da han første gang frit kunne rejse ud af DDR. Foto: Holger Matthäus

Selv var Holger Matthäus selvfølgelig afskåret fra at tage turen. Det var ikke en mulighed i DDR, der allerede få år efter oprettelsen i 1949 byggede hegn og mur rundt om egne indbyggere.

Officielt for at beskytte dem mod det farlige, imperialistiske Vesten.

Uofficielt for at undgå at landet blev drænet for sin egen befolkning, der trods statens advarsler flygtede mod vest, hvor mad og muligheder ikke var en mangelvare.

Vi stod alle med samme følelse: Vi har klaret den, Muren er faldet, vi er vinderne

Holger Matthäus

På den måde var Østersøen mellem Rostock og Danmark en lige så velbevogtet mur mod friheden i nord, som den berømte Berlinmur var mod vest.

En blå mur, som Holger Matthäus altså havde set på i 25 år og nu var på vej til at krydse.

Molen i Warnemünde med de mange folk, der klappede i takt med dem på færgen.
Molen i Warnemünde med de mange folk, der klappede i takt med dem på færgen. Foto: Holger Matthäus

Han havde 36 billeder på filmrullen, og de første billeder knipsede han allerede ved afgang. Færgen var fyldt, og passagererne var stimlet sammen på dækket, og så skete der noget fantastisk.

Alle på molen og alle på færgen sender i fællesskab en sidste hilsen til det kollapsede system.

Se i videoen herunder, hvordan Holger Mattäus husker det:

Se i videoen, hvordan Holger Mattäus husker det. Video: TV Øst

Holger Matthäus havde i månederne før deltaget i demonstrationerne mod systemet. Både i en af de store i Leipzig, hvor det hele startede. Og da demonstrationerne bredte sig til andre østtyske byer, deltog han i dem i Rostock.

Ikke i forreste linje, så modig var han ikke, men han var med, for han var ikke i tvivl. Han ønskede brændende reformer og frihed.

Han var heller ikke i tvivl, da han to dage efter Murens fald i Berlin fik et tip i studenterklubben. Vandmuren mod nord var faldet og var lige så åben som Berlinmuren mod vest.

Holger Matthäus styrtede hen til billetkontoret og købte tre returbilletter til ham selv, sin bror og sin mor.

Få timer senere stod han så på dækket og klappede i takt med de andre, mens Kong Frederik IX gled ud langs molen mod nord.

Grafik
Grafik Foto: Nick Abildgaard / TV 2 Øst

Men lige så stor glæden var på færgen, lige så trist var stemningen i Gedser. Danmarks sydligste by var dengang truet.

DSB foreslog at lukke både tog og færge

Seks måneder tidligere, i maj 1989, var et notat endt på trafikministerens skrivebord.

En lige højre af et stykke papir fra DSB-toppen i Sølvgade i København til Gedser.

Forud for finanslovsforhandlingerne skulle DSB finde store besparelser. I spidsen for arbejdet sad DSB's generaldirektør Peter Langager og kiggede mod Gedser og en færgeoverfart, der ikke gav overskud.

DSB's notat med de fire forslag til, hvordan man kan spare på Gedser-Warnemünde overfarten.
DSB's notat med de fire forslag til, hvordan man kan spare på Gedser-Warnemünde overfarten. Foto: Morten Salicath

Derfor notatet, der indeholdt fire drøje hug af varierende styrke mod byen i form af fire forslag til besparelser på Gedser-Warnemünde overfarten.

Det mindst vidtgående gik ud på at skære et af de to daglige tog til Berlin væk.

Vi var en tjenestemandsby, bygget op omkring færgen

Urban Daugaard

Det mest vidtgående var fuldstændig at nedlægge både færgeoverfart og togstrækningen mellem Nykøbing Falster og Gedser. Et forslag, der ville knockoute byen for altid, det er Urban Daugaard, der for længst er gået på pension, men sejlede første gang på Gedser-Warnemünde overfarten i 1964.

Urban Daugaard til venstre blev chefkaptajn på Gedser-Warnemünde overfarten i marts 1989.
Urban Daugaard til venstre blev chefkaptajn på Gedser-Warnemünde overfarten i marts 1989. Foto: Urban Daugaard / Privat foto

Allerede i 1903 indviede man den faste togfærgeforbindelse, der skulle sørge for, at lyntoget mellem København og Berlin kom over Østersøen.

Byens pulsslag blev færgens tuden. Uden den ville den ubestridt største arbejdsplads forsvinde.

Havnen i Gedser 1952.
Havnen i Gedser 1952. Foto: Ove Jeppesen / Privat foto

- Det var jo ikke kun dem, der arbejdede på færgerne. Der var også toldvæsen, politi og de mange, der arbejdede ved jernbanen. Vi var en tjenestemandsby, bygget op omkring færgen, fortæller Urban Daugaard.

Men i 1989 kørte det på pumperne. Østtyskerne måtte ikke bruge færgen, og danskerne foretrak overfarten mellem Rødby og Puttgarden, der var åbnet i 1963.

Gedser med den altafgørende færgehavn.
Gedser med den altafgørende færgehavn. Foto: Peter Kryger / TV 2 Øst

Tilbage var der stort set kun gods og to daglige tog til Berlin, hvoraf det ene medbragte en sovevogn fra Moskva med kurerpost til ambassaden i København.

På den måde udgjorde overfarten en spinkel livsnerve i en kold verden delt i Øst og Vest. Og det var til overfartens fordel.

For hvad der ikke var rentabelt i husholdningsregnskabet hos DSB slog ud som overskud på bundlinjen hos Udenrigsministeriet på Asiatisk plads.

Af politiske årsager kæmpede udenrigsministeriet mod at lukke overfarten til Østtyskland helt.
Af politiske årsager kæmpede udenrigsministeriet mod at lukke overfarten til Østtyskland helt. Foto: Nick Abildgaard / TV 2 Øst

I et svar til DSB's notat anfører udenrigsministeriet, at ”Uffe Ellemann ville finde det beklageligt at nedlægge overfarten set i lyset af opblødningen af øst-vest forholdet”.

DDR var heller ikke begejstret. Østtyskland havde ansvaret for halvdelen af færgeoverfarten, og et af DSB's andre spareforslag gik faktisk ud på at overlade hele overfarten til DDR.

Men til alle fire forslag reagerede østtyskerne ”med noget, der kan oversættes til ”bestyrtelse””, som der står i et referat fra juni 1989.

DDR var ikke tilfreds med spareforslagene.
DDR var ikke tilfreds med spareforslagene. Foto: Nick Abildgaard / TV 2 Øst

Men det er Murens fald, der for alvor redder overfarten.

- Der sker bare det, at det eksploderer, simpelthen. Folk vælter ombord, husker Urban Daugaard.

Selv sejlede han 9. november og hørte om Murens fald midt ude på Østersøen.

Dagen efter husker han, at en enkelt østtysker var med færgen. Han fik lov til at opleve turen fra broen. En hel del flere var med 11. november, men det helt store boom sker 12. november.

Det er altså ikke kun Holger Matthäus og hans mor og bror, der befinder sig på Kongen. Det samme gør over 500 andre østtyskere.

Østtysk fjernsyn med ombord

Blandt dem en ung tv-reporter, der dokumenterer det hele til 'Aktuelle Kamera', nyhedsudsendelsen i det statskontrollerede østtyske fjernsyn DDR-Fernsehen.

- Da vi ankom til molen i Warnemünde, stod der hundredvis af mennesker, og der var en fantastisk stemning. Det var en smuk dag, husker Michael Schmidt.

Som ung aftjente han sin værnepligt på Berlinmuren og havde som journalist ved statens tv-station sin partibog i orden. Men i 1989 savnede han som så mange andre et nyt, mere demokratisk system.

Hør ham sætte ord på, hvorfor han tror, revolutionen endte så fredeligt i videoen her: Video: TV Øst

I dag sidder han ved sit skrivebord i NDR's bygning i Rostock og genser sit 30 år gamle indslag. Et indslag fra en overfart, der også blev et vendepunkt for ham og hans journalistik.

- 'Aktuelle Kamera' var et program styret og censureret af staten og partiet. Det var ikke fri presse, og folk brød sig ikke om os. Men den dag, 12. november 1989, havde vi mulighed for at lave ny journalistik. Og stemningen vendte, så folk begyndte at synes om os.

Fra det øjeblik kunne vi lave ny, fri journalistik, hvor vi ærligt viste problemerne i landet. Det var en god følelse for os.

Hør Michael Schmidt kommentere sit indslag fra 1989 i videoen her. Video: TV Øst

Om bord på Kongen var fantastisk. Godt nok havde østtyskerne ikke vestlig valuta og kunne ikke bruge deres østmark. I stedet forvandler de overfarten til én stor picnic med deres medbragte frokostkurve.

Og stemningen steg endnu en tak, da kaptajnen meddelte, at færgen gav gratis kaffe til de voksne og chokolade til børnene.

Kongen nærmer sig Gedser.
Kongen nærmer sig Gedser. Foto: Holger Matthäus / Privat foto

I Gedser havde man ikke forventet det store rykind. Og grænsekontrollen i Gedser er ikke dimensioneret til verdensrevolution.

Grænsekontrollen på overarbejde

Køen med de mange glade østtyskere snoede sig ned ad landgangen, hen langs færgelejet og ind i den gamle stationsbygning, hvor en enkelt disk og to betjente udgjorde paskontrollen.

Men østtyskerne var vant til at stå i kø, og den her ventede de gerne i.

Køen mod paskontrollen i Gedser stationsbygning.
Køen mod paskontrollen i Gedser stationsbygning. Foto: Holger Matthäus / Privat foto

Gedser var også dengang mere sløv provins end det vilde vesten. Og spørgsmålet var, hvem der gloede mest, da hundredvis af østtyskere nysgerrigt oversvømmede den lille by.

En af dem, der gloede, var i hvert fald Michael Schmidt.

Den 35-årige journalist fra DDR-Fernsehen var godt nok udenrigsreporter, men havde aldrig været i udlandet.

Systemet lod ham ikke tage afsted. Det var ikke personligt, men han var ikke gift. Og systemet antog, at personer uden ægtefæller havde mindre at miste, hvis de under en udlandsrejse skulle få den tanke ikke at vende hjem.

Michael Schmidt var 35 da han som reporter for DDR-Fernsehen var med færgen til Gedser.
Michael Schmidt var 35 da han som reporter for DDR-Fernsehen var med færgen til Gedser. Foto: Privat foto

Michael Schmidts første møde med Vesten var dog lidt af et antiklimaks.

- Vi vidste selvfølgelig, at færgen gik til Gedser. Men vi havde ingen anelse om, hvordan Gedser var. Var det en storby? En fin by? Et fedt sted? Ingen vidste det. Og så ankom vi, og hvad så vi? En typisk dansk provins.

Holger Matthäus ved heller ikke helt, hvad han skal tænke, da han kiggede igennem søgeren og knipsede sit første billede af Vesten.

Det bestod i sin enkelthed af det første hus, han så i byen.

- Det er det første indtryk af Danmark, griner han, mens han peger mod huset, der i dag stort set ser ud som dengang.

Første hus efter landgangen og dermed første indtryk af Vesten.
Første hus efter landgangen og dermed første indtryk af Vesten. Foto: Holger Matthäus / Privat foto
Holger Matthäus foran huset, som han fotograferede i 1989.
Holger Matthäus foran huset, som han fotograferede i 1989. Foto: Holger Matthäus / Privat foto

Gedser tager pænt imod

Men hvad Gedser ikke præsterede i vilde, vestlige indtryk, kompenserede den så rigeligt med i form af venlig modtagelse.

Folk stillede lys i vinduerne, de tilbød frugt og vinkede til de nye gæster, mens de lod dem trykke næserne flade mod deres vinduer og afprøve hynderne i deres havemøbler.

Holger Matthäus var overrumplet. Han befandtsig i Vesten, tilmed et NATO-land, og ingenting var, som Michael Schmidt og resten af den statsstyrede presse i DDR havde fortalt.

- Jeg følte mig hjemme. Det, der skulle være vrede imperialistiske fjender, viste sig at være venlige mennesker som os, siger han og viser næste Gedser-skud i fotoalbummet.

Holger Matthäus billede fra Langgade i Gedser.
Holger Matthäus billede fra Langgade i Gedser. Foto: Holger Matthäus / Privat foto

Fotoet forestiller Langgade, som Gedser i grove træk er bygget op omkring. Men sjældent er set et menneskemylder som i 1989.

Men Holger Matthäus var ikke den eneste på pletten. Det samme er Foketidendes fotograf Anders Knudsen, der tager stort set det samme billede.

For scenen var til forsiden. Mylder i den ellers så indslumrende by.

Anders Knudsens billede af østtyskerne i Langgade.
Anders Knudsens billede af østtyskerne i Langgade. Foto: Anders Knudsen / Folketidende

På fortove, på vejen, i Brugsen og ved hotellet går forventningsfulde østtyskere lidt forvildede rundt og suger Vesten ind. Og på stationen venter endnu en overraskelse.

Stationslederen sørgede for særtog

I 37 år havde Jørgen Bisbjerg været ved banen, da han i 1989 blev udnævnt til stationsleder i Gedser.

En anelse skuffende, synes han, set i lyset af de truende besparelser og en mulig lukning af både færgefart og den station, han var sat i spidsen for.

Men knap havde Jørgen Bisbjerg sat stationslederkasketten på hovedet, før han fik brug for alle 37 års erfaring.

En erfaring, han udfolder, så en Københavnsk avis siden udråber ham til Danmarks ambassadør i Gedser.

- Det var nok en af mine største oplevelser i etaten. Gedser kom med ét slag næsten i verdens centrum, fortalte han i 1992 til Lolland Falsters Folketidende.

Jørgen Bisbjerg foran stationen i Gedser
Jørgen Bisbjerg foran stationen i Gedser Foto: Privat foto

Det er ikke muligt at høre, hvad han siger i dag. Jørgen Bisbjerg gik bort i 2008, men i en kasse på en villavej i Chicago findes hans scrapbøger. Ganske almindelige, røde tre-ringmapper.

Uimponerende, indtil man åbner dem, fortæller Tina Bisbjerg Hutchinson.

Hun overtog sin fars minder. Og de yderst organiserede scrapbøger er en ren tidslomme af private og officielle begivenheder.

Blandt dem en række avisudklip, der vidner om en mand, der gjorde en dyd ud af sit arbejde, og var stolt af sin indsats i dagene efter Murens fald.

En af de mange artikler fra Jørgen Bisbjers scrapbog.
En af de mange artikler fra Jørgen Bisbjers scrapbog. Foto: Tina Bisbjerg Hutchinson

Der havde selvfølelig før været travlt på den fine station fra 1903, som Jørgen Bisbjerg stod i spidsen for. Især dengang stationsscenerne til Matador blev indspillet i de røde bygninger.

Men hvis Nordisk Film og Erik Balling skabte virak, er det intet at regne imod dagene efter murens fald, hvor de tusindvis af pengeløse østtyskere ankom.

Det, der skulle være vrede imperialistiske fjender, viste sig at være venlige mennesker som os

Holger Matthäus
Holger Matthäus var med særtoget til Nykøbing Falster
Holger Matthäus var med særtoget til Nykøbing Falster Foto: Holger Matthäus / Privat foto

I al hast organiserede Jørgen Bisbjerg, at civilforsvaret uddelte gratis kaffe, at lokale vognmænd kørte gratis sightseeing-ture i oplandet, og at et særtog kørte gratis frem og tilbage til Nykøbing Falster, så østtyskerne kunne opleve en anelse mere storby, end hvad Gedser præsterede.

En af dem, der kører med Jørgen Bisbjergs særtog, var Holger Matthäus, der skød et par af sine sidste billeder dér.

DSB-toppens takkebrev til Jørgen Bisbjerg.
DSB-toppens takkebrev til Jørgen Bisbjerg. Foto: Tina Bisbjerg Hutchinson / Privat foto

Strømmen af østtyskere fortsætter

I ugerne og månederne efter bringer både de landsdækkende og de lokale aviser adskillige artikler om de mange østtyskere, der konstant strømmer til Gedser.

Folketidende 13. november beretter om det store rykind, som både Holger Matthäus og Michael Schmidt var en del af.
Folketidende 13. november beretter om det store rykind, som både Holger Matthäus og Michael Schmidt var en del af. Foto: Peter Kryger / TV 2 Øst

DR er også i byen for at lave en reportage. Det samme er TV 2 og faktisk også DSB's egen interne tv-kanal, der også interviewer Jørgen Bisbjerg.

Se lidt af DSB´s film her med Jørgen Bisbjerg og skibsfører Bent Vinholdt Pedersen. Video: TV Øst

Pludselig sejler den ellers hensygnende færgeoverfart med fyldt cafeteria og vogndæk.

I weekenden efter sættes der derfor en ekstra færge ind, og senere må lastbiler afvises, fordi der ikke er plads på vogndækket.

Overfarten reddet

I 1988, året før Murens fald, var der i november 18.145 passagerer med færgen. I november 1989 var der 42.105 med. En stigning, der blot fortsatte. I 1988 blev færgen benyttet af 276.443 passagerer. I 1990 var der 1.006.734 personer ombord.

Østtyskerne blev indirekte en hjælpende hånd til den skrantende færgeoverfart.
Østtyskerne blev indirekte en hjælpende hånd til den skrantende færgeoverfart. Foto: Peter Kryger / TV 2 Øst

Heller ikke vogndækket var tomt. I 1988 var der 16.629 biler med. I 1990 var det antal steget til 79.864 biler.

Notatet fra DSB med de fire spareforslag blev lige så stille gemt af vejen. Gedser kunne ånde lettet op.

Trabanter ruller i land i Gedser.
Trabanter ruller i land i Gedser. Foto: Anders Knudsen / Folketidende

Efter sammenlægningen blev DDR-Fernsehen nedlagt, og Michael Schmidt blev ansat ved NDR. Første november i år gik han på pension.

Holger Matthäus er i dag 55 år og viceborgmester i Rostock. Han besøger Danmark fem-seks gange om året, nu med sit fællestyske EU-pas.

Men han gemmer stadig det gamle pas fra DDR med Jan Simonsens stempel i. Et stempel, der symboliserer et vendepunkt i hans liv. Hans første dag i frihed.

Holger Matthäus gamle pas med Jan Simonsens stempel. DD-pas.
Holger Matthäus gamle pas med Jan Simonsens stempel. DD-pas. Foto: Peter Kryger / TV 2 Øst

Først i 2009, 20 år efter murens fald, nedlagde DSB endeligt togstrækningen mellem Nykøbing Falster og Gedser.

Men selvom der er stille i Danmarks sydligste by, sikrer færgen stadig byens puls. I dag med 20 daglige afgange og mere end 1,7 millioner årlige passagerer.

Artiklen er blevet til med hjælp fra: Nakskov Lokalhistoriske arkiv, Falsters Egnshistoriske arkiv, Gedser Lokalhistoriske Arkiv, Guldborgsund Bibliotekerne, TV 2 arkiv, Scandlines, DSB, NDR. En særlig tak til: Holger Matthäus, Michael Schmidt, Urban Daugaard, Tina Hutchinson, Klavs Lauritzen, Ove Jeppesen, Morten Salicath, Martin Müller og en række andre personer, som venligt har delt deres personlige beretninger med os.