Boligområde ramt af 18 brande på to måneder - beboer vågnede til ild i kælderen

16x9
Se en video fra i nat. Foto: 24-7 News

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Midt- og Vestjyllands Politi måtte i nat rykke ud til tre brande inden for fire minutter. Den ene opstod i en barnevogn.

På 2. sal på Lupinvej 26 i Silkeborg bor Erna Margrethe Mikkelsen.

TV2 ØSTJYLLAND fanger hende over telefonen onsdag formiddag, hvor hun næsten lige er stået op.

Hun var vågen indtil kl. 02.30 natten mellem tirsdag og onsdag og har derfor sovet længe.

Branden i kælderen startede i en klapvogn.
Branden i kælderen startede i en klapvogn. Foto: 24-7 News

Hun kunne ikke sove, da to brandbiler lyste hendes vindue op, og udenfor kunne hun se brandfolk rende rundt med slanger.

- Det blinkede helt voldsomt. Jeg stod et par timer og turde ikke lukke døren op. Jeg vidste ikke, om der ville være røg ind i min lejlighed, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Brandfolkene var rykket ud til tre brande på Lupinvej. Første brand var i et containeraflukke af træ på Borgergade, der er tæt på Lupinvej 99. Anden melding om brand var ud for Lupinvej 78, mens den tredje alarmering lød på brand i et kælderrum under Lupinvej 22, 24 og 26.

Billedet viser det nedbrændte skur.
Billedet viser det nedbrændte skur. Foto: 24-7 News

- Det er da uhyggeligt. Jeg kan slet ikke begribe det, siger hun og undrer sig samtidig, over hvordan de kunne komme ind, da hoveddøren i hendes lejlighedskompleks låser kl. 20.

Det er langt fra første gang, at der er brand i området. I alt har der været 18 brande de seneste to måneder på eller i nærheden af Lupinvej i Silkeborg, men branden i hendes opgang skiller sig ud. Det er første gang, at brandstifterne er rykket indenfor.

Oversigt over brande i Silkeborg.
Oversigt over brande i Silkeborg. Foto: TV2 Østjylland

Større containerbrand end normalt

- Den her gang adskiller brandene sig fra tidligere. Dels da den ene var inde i en kælder, og dels fordi de to containerbrande var meget kraftigere end tidligere. Før har der kun været ild i en container, mens det denne gang var syv til otte containere på en gang, fortæller indsatslederen fra Midtjysk Brand og Redning Allan Riisberg til TV Midtvest.

Branden i kælderen var startet i en klapvogn, der stod i kælderen, og politiet er interesseret i at tale med vidner.

Ved du noget?

Ring til politiet på telefonnumer 1-1-4.

- Vi har meget fokus på brandene i øjeblikket. Det er en kedelig udvikling, at brandene nu er rykket indenfor. Vi har ikke anholdt nogen i nat, og er stadig interesseret i at høre fra folk, der bare kan have den mindste oplysning om brandene, siger Michael Svendsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

En brandmand slukker her en brand i en container.
En brandmand slukker her en brand i en container. Foto: 24-7 News

Brandvæsenets indsatsleder understreger, at beboerne i opgangen ved kælderbranden ikke har været i fare, men at der kom en del røg fra klapvognen, som spredte sig til flere opgange.

- Vi bad folk om at blive indenfor, men der var nogen, der var utrygge, da der var meget røg. Vi brugte en overtryksventilator til at få røgen ud af bygningen, forklarer Allan Riisberg.

Holder øje med mulige gerningsmænd

Brandstationen ligger ikke ret langt fra boligkvarteret, så brandfolkene er ofte meget hurtigt fremme ved de påsatte brande.

- Vi er opmærksomme, når vi kører til stedet og holder øje med, om der er nogle, der løber derfra, når vi rykker ud, siger indsatslederen.

Hos Silkeborg Kommune følger SSP-medarbejder Jørgen Pedersen også udviklingen nøje.

- Vi tror, at det er nogle få, der gør det, og så får man noget kredit, ved at der kommer en politibil og en brandbil, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Det er virkelig bekymrende, og jeg er træt af det, fordi det er ikke det, vi har brug for i området.

Lupinvej er et særligt udsat boligområde.
Lupinvej er et særligt udsat boligområde. Foto: Google Maps

De har ikke iværksat en særlig indsats for at finde frem til gerningsmændene, men de er løbende i dialog med de unge i området igennem ungdomsklubben, og de har en ide om, at gerningsmændene er ældre end deres målgruppe.

- Der er ingen i ungdomsklubben, der kender til det eller snakker om det, og derfor kan vi godt tro, at dem, der gør det, er ældre, siger Jørgen Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.