Bjerge af røde alger på stranden skaber undren i Skagen

I samarbejde med TV2 Nord

Kommune vil fjerne tangmasserne fra badestrande, hvis de stadig ligger der, når det bliver forår.

Som små bjerge ligger store klumper af røde alger langs vandkanten. På stranden i Skagen undrer lokale borgere og fiskere sig. De har ikke set noget lignende før og aner ikke, hvad det er.

- Jeg har boet her i over 30 år og har ikke set det så rødt før. Det er vel strøm og vind, der har ført det til. Jeg har faktisk ikke noget bud på, hvorfor det kommer, siger Ole Sylow Madsen, der er en af de mange lokale, der er mødt op på stranden.

Slangen af rødalger ligger langs kysten fra Skagen til Jerup lidt længere mod syd. Selv den kraftige storm for nylig kunne ikke gøre det af med de små røde algebjerge i vandkanten.

Om det er kommunen, der på et tidspunkt skal tage livet af den røde masse, er uvist.

- Nej, vi kan jo ikke gøre noget ved, at der er rødalger her. Det må vi nok se i øjnene. Der er måske slet ingen, der ved, hvor de kommer fra, siger Peter Sørensen, Venstre, der er medlem af teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune og selv bosiddende i Skagen.

Akvariemester Martin Riise fra Nordsøen Oceanarium fortæller her, hvor usædvanlig den røde alge er. Video: Per Frank Paulsen Video: TV 2 Nord

Kommunen er indstillet på at fjerne rødalgemassen fra steder, der er defineret som badestrand, hvis det stadig ligger på stranden til foråret.

- På et tidspunkt må man håbe på lidt frisk vind ind på kysten her - en vind, der så kunne være så venlig at tage det med ud igen. Men man ved aldrig. Jeg har aldrig set noget lignende i mit 67-årige liv heroppe, siger Peter Sørensen.

Årsagen til invasionen skal findes - på en eller anden måde. Peter Sørensen selv har ikke et bud på fænomenet.

- Det er i hvert fald en mængde og en farve, jeg aldrig har set før.

En af mange teorier blandt lægfolkene på stranden har været, at der er tale om en invasiv art.

- Hvis sådan noget eksisterer ude i havet, så er det i hvert fald ikke kommunens hovedpine, så meget kan jeg sige, siger Peter Sørensen.

De fleste håber på en god vind fra syd.

- Højvand og så lidt fralandsvind. Så tror jeg, det forsvinder igen, lyder det forhåbningsfuldt fra Ole Sylow Madsen.