Har uddelt 3600 p-bøder på danske rastepladser siden nytår

16x9
Her kan du se, hvordan bøderne fordeler sig mellem danske og udenlandske chauffører. Foto: TV 2 Østjylland

I samarbejde med TV 2 Østjylland

De seneste ni måneder er der blevet uddelt 3606 bøder for ulovlig parkering på rastepladserne.

Parkering udenfor båsene, parkering på reserverede pladser og parkering i mere end 25 timer.

Siden januar har Færdselsstyrelsen uddelt 3606 p-bøder på landets rastepladser. Knap ni ud af ti bøder er blevet givet til udenlandske chauffører.

På rastepladsen ved Ejer Bavnehøj møder vi Kristian Andreasen, der har kørt lastbil de sidste 20 år. Han er ikke i tvivl om, hvorfor størstedelen af bøderne går til chauffører fra udlandet.

- Det er jo, fordi transportørerne er ligeglade med dem. De stakler bor jo i lastbilerne tre måneder ad gangen, siger lastbilchauffør Kristian Andreasen fra Ribe til TV2 ØSTJYLLAND.

Kontrol af ny 25 timers-regel

Fra den 1. juli 2018 blev lovgivningen ændret, så køretøjer nu maksimalt må parkere i 25 timer på rastepladserne langs motorvejsnettet.

Selvom man kunne tro, at de mange bøder skyldtes uvidenhed omkring den nye regel, så er Kristian Andreasen overbevist om, at problemet ligger et andet sted.

- De er jo nødt til det (at bryde reglen, red.), for transportørerne er jo ligeglade. Det er ikke deres problem. De skal bare have flyttet deres gods så billigt som muligt. Det er der, vi er, og det er det, der er problemet, siger lastbilchaufføren.

Efter klokken 19 kan man godt glemme alt om at finde en rasteplads mellem grænsen og Aalborg, mener Kristian Andreasen, der har kørt lastbil i 20 år.
Efter klokken 19 kan man godt glemme alt om at finde en rasteplads mellem grænsen og Aalborg, mener Kristian Andreasen, der har kørt lastbil i 20 år. Foto: TV 2 Østjylland

Siden årsskiftet er det Færdselsstyrelsen, der har kontrolleret, om 25 timers-reglen bliver overholdt. Det har de et p-korps, der står for, og de ser også efter andre forseelser.

Ud af de 3606 bøder de seneste ni måneder, er det kun en mindre del af bøderne – nærmere bestemt 473 – der er blevet uddelt, fordi der er blevet parkeret i flere timer end tilladt.

I de 30 år, jeg har kørt i Danmark, er der ikke kommet flere parkeringspladser. Det er selvom, der er kommet mange flere lastbiler i de 30 år, og der har vi problemet.

Bert Sportel, lastbilchauffør, Holland

Der bliver givet langt flere bøder for eksempelvis at parkere uden for anmærkningen.

Også det har lastbilchaufføren fra Ribe en forklaring på.

- Der er jo ikke nogen pladser fra grænsen til Aalborg. Efter klokken 19 om aftenen, så kan du godt opgive, siger Kristian Andreasen.

- Parkering i Danmark er noget lort

Længere oppe af E45 holder den hollandske chauffør Bert Sportel. Han har samme forklaring på problemet som sin danske kollega.

- Parkering i Danmark er noget lort. I de 30 år, jeg har kørt i Danmark, er der ikke kommet flere parkeringspladser. Det er selvom, der er kommet mange flere lastbiler i de 30 år, og der har vi problemet, siger Bert Sportel til TV2 ØSTJYLLAND.

Kristian Andreasen fra rastepladsen ved Ejer Bavnehøj ser et klart behov for at bygge flere rastepladser, hvis man vil undgå en bøderegn, som den vi har set de sidste ni måneder.

- Parkering i Danmark er noget lort. Så kontant er udmeldingen fra den hollandske lastbilchauffør Bent Sportel, der har kørt i Danmark i 30 år.
- Parkering i Danmark er noget lort. Så kontant er udmeldingen fra den hollandske lastbilchauffør Bent Sportel, der har kørt i Danmark i 30 år. Foto: TV 2 Østjylland

- Det er jo det første, man kan gøre. Men det der med de 25 timer, det kommer de nok aldrig af med, så længe de stakler er i lastbilerne, siger han.

TV2 ØSTJYLLAND ville mandag gerne have spurgt Vejdirektoratet om, hvorvidt antallet af rastepladser er tilstrækkeligt i forhold til det stigende antal lastbiler. Men det har ikke været muligt at få et svar.