Blev blokeret af Facebook på grund af Tourettes syndrom

I samarbejde med TV 2 Lorry

For nogle måneder siden besluttede Nicolai fra Helsingør, at det skulle være slut med at "gemme" sin Tourette for omverdenen.

- Ovnbagte patter!

30-årige Nicolai Aagaard fra Helsingør har mange ting at kæmpe med, og én af dem er ord, der ufrivilligt kommer ud af munden på ham.

Han lider nemlig af Tourettes Syndrom foruden angst, ADHD og OCD.

- Og alt det her til sammen føles som 1.000 bomber inde i mit hoved hvert eneste sekund, fortæller han til TV 2 Lorry.

Alt det her til sammen føles som 1000 bomber inde i mit hoved hvert eneste sekund

Nicolai Aagaard, Helsingør

Men for nylig fandt han en ventil for frustrationerne: Det digitale fællesskab på Facebook.

Tourettes syndrom er en medfødt, neurobiologisk lidelse, der er karakteriseret ved:

  • flere forskelligartede motoriske tics (ufrivillige muskelbevægelser).
     
  • et eller flere vokale tics (utilsigtede lyde eller ord, der ofte er mindre pæne!).
     
  • og/eller sensoriske tics (ufrivillige indre sansemæssige oplevelser).

 

For et par måneder siden begyndte han at åbne op om sit liv og sine udfordringer ved at sende live-videoer i grupper på Facebook.

Der var bare et ret væsentligt problem: Han blev nemlig blokeret fra det sociale medie på grund af hadefuld retorik.

Nicolai Aagaard henvendte sig flere gange til Facebook for at ændre blokeringen, men hørte aldrig fra dem.

Efter TV 2 Lorry har kontaktet dem, har social mediegiganten dog trukket blokeringen tilbage.

"Hadefuld retorik"

Blokeringer er begrænsninger i, hvad han må foretage sig på Facebook.

Nicolai Aagaard blev blokeret fra både live-video, opslag og kommentarer i Facebook-grupper, hvor han normalt er meget aktiv.

Nicolai Aagaard får at vide fra Facebook, at han overtræder deres regler om hadefuld retorik.
Nicolai Aagaard får at vide fra Facebook, at han overtræder deres regler om hadefuld retorik. Foto: Sofie Gauger

Nicolai Aagaard mener derfor selv at have en forklaring på, hvorfor han flere gange fratages retten til at ytre sig: sine Tourette-tics, der kan have både stødende og racistisk karakter.

Kan du godt love mig, at det ikke er nogle ting, du har skrevet eller sagt stødende, som ikke har været en Tourette-tic?

- Det hele er min Tourette. Desværre, svarer Nicolai Aagaard.

Blokeringerne betød meget for ham, fordi han så Facebook som en mulighed for at svare på en masse spørgsmål omkring sine diagnoser:

- Det er også en terapi for mig selv at forklare andre om mine psykiske sygdomme og komme ud med tingene og de følelser, jeg har.

I facebook-gruppen "Den Globale Hyggegruppe" lyder det fra administratoren, at Facebook flere gange havde advaret dem om Nicolai Aagaards ytringer.

Opfattelsen fra gruppen er dog, at "medlemmerne elsker hans lives".

Facebook fortryder blokering

Efter grundig overvejelse har Facebook nu valgt at fjerne Nicolai Aagaards blokering, og de har derfor også lagt hans videoer tilbage på Facebook, oplyser Facebook til TV 2 Lorry.

- Det forhold, at han har Tourettes syndrom, skal ikke forhindre ham i at bruge vores tjenester, siger kommunikationschef for Facebook i Norden, Peter Münster.

Nicolai Aagaards videoer er blevet fanget af Facebooks kunstige intelligens, der har opfanget nogle af hans tics som hadefuld tale. Men nu vil Facebook altså forsøge at gøre, så det for hans vedkommende ikke længere vil resultere i, at videoerne bliver taget ned.

- Med så store mængder indhold, som vi har på vores platforme, så kan det ikke undgås, at vi ind imellem laver en fejl. Men vi vil gøre os umage for, at det ikke sker igen, siger Peter Münster.

Nicolai Aagaard har jo selv forsøgt at kontakte jer, men der er først sket noget med hans konto, efter at TV 2 Lorry tog fat på jer. Er det godt nok?

- Nej, det kan man jo sige, at det er det ikke. Det er klart, at det havde været bedst, hvis Nicolai kunne gå på og bruge vores tjenester uden problemer, men det er en af ulemperne ved, at vi har så mange brugere, siger Peter Münster.

- Altså 2,3 milliarder brugere er jo et helt svimlende tal, og det er klart, at nogen gange har vi brug for lidt mere hjælp end andre til at kunne gennemskue, hvad det er, der foregår.

Nicolai Aagaard rammes af tics, mens han sender live på Facebook.
Nicolai Aagaard rammes af tics, mens han sender live på Facebook. Foto: Sofie Gauger / TV 2 Lorry

Giver lettere adgang til socialt liv

Ifølge formanden for SIND er der mange med psykiske diagnoser, der har gavn af de sociale medier.

- De kan i visse tilfælde have meget lettere ved at have et socialt liv ved at være på sociale medier, og det er jo en rigtig god ting, at de har den mulighed. Så er det selvfølgelig bare rigtig ærgerligt, hvis de spilleregler, der gælder på platformene, forhindrer dem i at være med, siger Knud Kristensen til TV 2 Lorry.

Nicolai Aagaards problematik er for ham ny. Og han kalder det et "ikke enkelt" dilemma, når der både skal tages hensyn til personer med forskellige lidelser - og til de resterende Facebook-brugere.

Kan man forlange af Facebook, at de skal bruge tid på at tage hensyn til diagnoser som Tourettes Syndrom?

- Altså vi har en international konvention, Handicapkonventionen, som siger, at mennesker i den her situation har krav på rimelig tilpasning, svarer Knud Kristensen.

- Der er en grænse for, hvor meget man kan forlange af dem, men jeg synes godt, man kan sige: Prøv at se, hvad I kan gøre inden for rammerne af det, der er muligt.