Komiker var 'usynlig' på sit børnehavebillede – nu har han taget et nyt
Komikeren Melvin Kakooza delte billede efter debat om skolefotos.
- Kig lige på mit børnehavebillede igen. Efter min mening er det en ommer.
Sådan lød det fra komikeren Melvin Kakooza, da han i sidste uge delte sit børnehavebillede på Facebook. Billedet er nemlig så mørkt, at det er svært at se hans ansigt.
Som sagt, så gjort. Nu har han fået taget et nyt billede. Og denne gang er komikeren ikke svær at få øje på - tværtimod.
- Tusind tak til dem, der fik det her til at lade sig gøre. Det manglede også bare. Nu er barndommen reddet, skriver Melvin Kakooza på sit nyeste opslag.
Umuligt at se, hvem det er
På det nye billede ser man ni unge mænd - eller faktisk ser man kun én af dem rigtigt, da de otte andres ansigter er så stærkt overbelyst, at det er næsten umuligt at se, hvem det er.
Denne gang er det dog bandmedlemmer fra Melvin Kakoozas turné, der har stillet op og 'reddet' komikerens barndom.
Billedet kommer kun en uge efter, at komikeren kom med sit bidrag til en debat om redigerede børnebilleder, der har fået stor opmærksomhed den seneste tid.
Forældre vil fjerne 'fejl'
Melvin Kakooza delte nemlig det første billede, lige efter DR havde bragt historien om, at forældre i stigende grad vil have fjernet 'fejl' fra deres børns billeder.
Herunder hørte, at de ville have alt fra deller og pletter på tøjet til sår eller plastre redigeret væk.
Det ville være synd at sige, at Melvin Kakoozas børnehavebillede er perfekt. Alligevel ville han ikke lave noget om på det her billede eller nogen andre fra sin barndom.
- Sådan var det, da jeg var mindre. Fik man taget et dårligt billede, så var det dét. Det er ikke, fordi jeg sidder tilbage og er træt at det. Året efter fik jeg et hvidt jakkesæt på for at undgå, at det skete igen, siger han grinende.
Komikeren synes ikke, at børns billeder skal redigeres, da det netop er sjovt at kigge på dem og se, hvor langt man er kommet.
Politikere har reageret
Den aarhusianske komiker er ikke den eneste, der synes, fotograferne skal lukke redigeringsprogrammerne ned, når der bliver taget skolefoto.
Her har budskabet været: Man er, som man er.
Blandt andre delte de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, Venstres næstformand, Inger Støjberg og statsminister Mette Frederiksen (S) deres gamle skolefotos.
- Redigerede børnebilleder. Nej vel! Vi er, som vi er. Skæve tænder eller noget andet eller tredje, skrev statsministeren på Instagram.
Melvin Kakooza er lige nu aktuel i TV 2s nye program 'Helt sort', hvor han rejser rundt i Danmark og afprøver de forskellige regioners særegne skikke. Programmet har premiere 4. november.