Ulve-venner melder pony-ejer til politiet
Fåreavler mistede tre ponyer i ulveangreb. Men skylden er hans egen, lyder anklagen.
Fåreavler Jørgen Blazejewicz, der er indehaver af Storålam ved Holstebro, er blevet meldt til politiet.
Bag anmeldelsen står Foreningen Ulvetid, der arbejder for at fremme ulvens genindvandring til Danmark. Foreningen mener ikke, at fåreavleren har beskyttet sine ponyer, der har gået på en mark i Stråsø Plantage, godt nok.
- Vi mener, at han har bragt sine dyr i unødig fare ved at sætte dem ud i en fold, hvor ulven kan gå direkte ind, siger Ole Pedersen, der er næstformand i foreningen.
Fåreavler: Troede ikke, at ulven tog ponyer
Anmeldelsen kommer, efter DNA-prøve har slået fast, at ulven har dræbt mindst én af Jørgen Blazejewiczs shetlandsponyer tilbage i september.
Fåreavleren benægter ikke, at ponyerne har gået på en mark, hvor ulven kunne komme ind.
- De har jo gået på en mark, som vi godt vidste, ikke var ulvesikret. Grunden til, at der gik heste på den her mark, var jo præcis, at den ikke kunne holde ulve ude, fortæller fåreavleren.
Ulvedrabet på en shetlandspony i slutningen af september var således det første dokumenterede i Danmark. Og derfor kom angrebet bag på Jørgen Blazejewicz.
- Jeg har ikke været vidende om, at de tog ponyer. Hvis vi havde haft den viden, så havde vi naturligvis ikke sat ponyer herud. Så havde vi taget nogle større dyr, forklarer han.
Men det mener foreningen ikke fritager Jørgen Blazejewicz fra ansvar.
- Det er rigtigt, at de ulve, vi har i Danmark, kommer fra Tyskland. Og dernede kender man simpelthen ikke til angreb på hverken ponyer eller heste, og det har vi heller ikke set her i Danmark før. Men problemet er, at sådan en pony er ikke meget større end et får, siger Ole Pedersen fra Ulvetid.
Video viser kadaver på fåreavlers mark
Det er blandt andet en video, der har fået foreningen til at reagere.
Videoen, der er lagt op på nettet i tiden omkring angrebet, viser et skelet fra et dødt dyr, der ligger på en mark. Ulvetid mener, at det dokumenterer, at Jørgen Blazejewics ikke tilser sine heste ofte nok.
- Heste og ponyer skal jo tilses mindst en gang i døgnet, og så kan man spekulere på, hvorfor de heste har ligget der så længe, siger Ole Pedersen.
Jørgen Blazejewicz afviser, at hestene ikke er tilset mindst en gang i døgnet.
Midt- og Vestjyllands Politi har over for TV MIDTVEST bekræftet, at de har modtaget anmeldelsen, men har derudover ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
Jørgen Blazejewicz har efter angrebet fjernet de sidste af sine dyr fra den pågældende fold. Han har endnu ingen plan for, om der skal dyr tilbage på folden.