Gårdejer tvunget til at jævne træer og læhegn med jorden

16x9
Fordi Jørgen Solberg har en gravhøj i sin baghave, har myndighedene forlangt, at han både fjerner en række gamle træer og en tilbygning til sit hus. Mandag gik han modvilligt i gang med arbejdet. Foto: TV 2 Østjylland

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Efter otte års kamp har gårdejeren Jørgen Solberg opgivet at bestemme over sin egen jord. Nu er han mod sin vilje gået i gang med at fælde sine træer.

- Du skal fælde dine træer og fjerne tilbygningen til dit hus.

Sådan lød beskeden fra myndighederne til gårdejeren Jørgen Solberg for otte år siden.

Lige siden har gårdejeren fra Fårup ved Randers kæmpet en sej kamp for at få lov til at bevare sine 28 år gamle træer, et læhegn og et halvtag, men nu har han tabt kampen og må altså opgive at bestemme over sin egen jord.

Jeg synes, det er meningsløst, og jeg har det rigtig dårligt med det

Jørgen Solberg, gårdejer, Fårup

- Jeg synes, det er meningsløst, og jeg har det rigtig dårligt med det, siger Jørgen Solberg til TV 2 Østjylland.

Jørgen Solberg er trukket i arbejdstøjet for at gøre noget, som han slet ikke har lyst til.
Jørgen Solberg er trukket i arbejdstøjet for at gøre noget, som han slet ikke har lyst til. Foto: TV 2 Østjylland

Mandag hoppede Jørgen Solberg sammen med sin kone i arbejdstøjet og fandt motorsaven frem – stik mod sin vilje.

- Vi plantede træerne for 28 år siden i rigtig god tro. Nu skal de så fældes, og det har jeg det skidt med. Jeg stoler ikke rigtig på noget mere. Det er frustrerende, siger Jørgen Solberg.

Står for tæt på gravhøj Jørgen Solberg har fået påbud om at falde sin træer og fjerne et gammelt læhegn og et halvtag, fordi det ganske enkelt står for tæt på en gravhøj. Ifølge reglerne må der nemlig ikke bygges nyt inden for en radius af 100 mete Video: TV 2 Østjylland

Står for tæt på gravhøj

Jørgen Solberg har fået påbud om at falde sine træer og fjerne et gammelt læhegn og et halvtag, fordi det ganske enkelt står for tæt på en gravhøj. Ifølge reglerne må der nemlig ikke bygges nyt inden for en radius af 100 meter fra en gravhøj.

Jørgen Solberg så dog ikke halvtaget som et nyt byggeri, og når træerne havde stået i 28 år, forventede han heller ikke, at de var i fare, men han tog fejl.

VIDEO: Det er denne gravhøj, der nu får store konsekvenser for Jørgen Solberg. Video: TV 2 Østjylland

Det var Danmarks Naturfredningsforening, som først gik ind i sagen og klagede over den dispensation, der var givet.

- Gravhøjen er en del af vores kulturhistorie, og den skal vi passe på, siger Christian Halgreen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Randers, til TV 2 Østjylland.

VIDEO: Jørgen Mejlsø er formand for Danmarks Kulturarv. Han mener ikke, at det er en god idé at begynde at fjerne nogle af Danmarks 20.000 gravhøje. Se hele interviewet fra maj 2018 her. Video: TV 2 Østjylland

Håb for halvtag

TV 2 Østjylland fortalte første gang om grundejerens knibe i maj 2018. Efter omtalen gik flere lokalpolitikere ind i sagen, og der blev tildelt en midlertidig dispensation til læhegn og halvtag.

- Der er jo intet her, der ødelægger gravhøjen på nogen måde. Den er frit til udsyn for folk, der kommer forbi ude på vejen, sagde byrådsmedlem Frank Nørgaard (DF) dengang.

- Det her er en sag, der handler om sund fornuft, og selvfølgelig skal der gives dispensation, lød det fra et andet byrådsmedlem, Steen Bundgaard (S).

Politikernes støtte har dog ikke hjulpet. Slaget om læhegnet er tabt, men sagen om halvtaget er ikke afgjort endnu.

Jørgen Solberg vil ikke fremover bruge tid på at passe på højen, som han ellers har gjort indtil nu.
Jørgen Solberg vil ikke fremover bruge tid på at passe på højen, som han ellers har gjort indtil nu. Foto: TV 2 Østjylland

Har mistet respekt for myndighederne

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet den endelige afgørelse, og senest har den nye miljøminister afvist at gå ind i sagen.

- Jeg er vokset op med at have respekt for myndighederne og vores samfund, og det har jeg også opdraget vores egne børn og børnebørn til, men det får man ingen tak for. Tværtimod. Man skal have spidse albuer i stedet, siger Jørgen Solberg til TV 2 Østjylland.

Når læhegnet er væk, får gravhøjen seks vindmøller som baggrund, og Jørgen Solberg vil ikke fremover bruge tid på at passe på højen, som han ellers har gjort indtil nu.

Ifølge påbuddet skal Jørgen Solberg være færdig med arbejdet senest 1. november.