Ponyer dræbt i ulveangreb

16x9
Tre ponyer døde som følge af et angreb i slutningen af september. Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

I samarbejde med TV Midtvest

DNA-prøver fastslår, at ulven stod bag angreb på ponyer ved Holstebro. Det er ifølge Naturstyrelsen det første ulveangreb på ponyer i Danmark.

Endnu engang har ulven været på spil i det vestjyske. Det slår DNA-prøver fast.

Det vidste jeg jo sådan set godt, for jeg havde jo set det, men det var befriende, at der var et klart svar.

Jørgen Blazejewicz

For godt tre uger siden, mødte der Jørgen Blazejewicz noget af et syn, da han tilså sine heste i deres fold i Sandfær sydvest for Holstebro.

- Den er halvt ædt op. Hele maveindholdet er væk, sagde han til TV MIDTVEST den 28. september.

To af ponyerne var døde, da de blev fundet, en tredje var så medtaget af bid, at den måtte aflives. Vildtkonsulent hos Naturstyrelsen Jens Henrik Jakobsen bekræfter i dag, at det var en ulv, der stod bag.

- Hvis prøverne er gode nok, så kan man analysere videre, og så kan man måske sige noget om, hvilken ulv, der er tale om, siger han.

En befriende melding

Jørgen Blazejewicz er indehaver af Storeålam. Han har aldrig været i tvivl om, at angrebene skyldtes ulven. Derfor glæder han sig over svaret.

- Det vidste jeg jo sådan set godt, for jeg havde jo set det, men det var befriende, at der var et klart svar, siger han til TV MIDTVEST.

Planen var, at ponyerne skulle have været i folden henover vinteren. De planer blev ændret efter angrebet. I alt er der ni folde i Sandfær, der alle snart er tomme for dyr.

- Det er et resultat af de seneste års ulveangreb, siger Jørgen Blazejewicz

Angrebet fandt sted i den vestjyske ulveszone. Tre uger inden angrebet på ponyerne måtte fåreavler Morten Thøgersen fra Vemb aflive 33 af sine får – også her viste det sig at være et ulveangreb.

Tre ponyer døde som følge af et angreb i slutningen af september. DNA-prøver fastslår, at ulven står bag. Video: TV Midtvest