Dansk whisky er kåret som Europas bedste

I samarbejde med TV Midtvest

Verdens største whiskyguide har kåret Thy Whisky No. 9 som den bedste i Europa.

Guiden Jim Murray's Whisky Bible kårer hvert år verdens bedste whiskyer i flere forskellige kategorier. Og i år er der en dansk vinder fra Thy med på listen. I kategorien med Europas bedste whisky fra flere fade er vinderen Thy Whisky No. 9 Bøg Single Malt.

På et billede på Thy Whiskys Facebookside skåler de to ejere, Jakob Stjernholm og Andreas Poulsen, over den fornemme pris, og det er svært for dem at beskrive, hvor glade de er.

- Jeg kan næsten ikke beskrive det. Det er meget følelsesladet for os. Det er vores families projekt og kulminationen på ni års arbejde. I starten vidste vi jo ikke, om det var galt eller genialt at prøve at lave dansk whisky på vores eget korn, siger Andreas Poulsen, den ene af de to ejere.

Hold nu op! Vi står med årets bedste europæiske whisky i hånden, og den er fra Thy! Kåret i Jim Murray's Whisky Bible...

Posted by Thy Whisky on Thursday, October 17, 2019

Økologisk whisky fra Thy

I Jim Murray's Whisky Bible får whiskyen fra Thy en rating på 96,5. Og det er ifølge den ene af de to ejere kæmpestort.

- Når vi er kåret som Europas bedste whisky i 2020 med en rating på 96,5 ud af 100, betyder det i virkeligheden, at nu står vi i top-100 over de bedste whiskyer, der nogensinde er blevet bedømt i whiskybiblens knap 20-årige historie. Og jeg mener, at det er omkring 1200 whiskyer, der bliver bedømt hvert år, siger Andreas Poulsen.

Whiskyen fra Thy er økologisk og bliver produceret på slægtsgård Gyrup ved Snedsted. Vinder-whiskyen er lavet på bøgerøg.

- Vi kan lave hele processen selv. Fra vi dyrker kornet, til vi hælder den færdige whisky på flaske. Vi kunne kun håbe, at vi en dag ville komme dertil, hvor vi er nu, siger Andreas Poulsen.

De to ejere med deres koner ved slægtsgården Gyrup ved Snedsted.
De to ejere med deres koner ved slægtsgården Gyrup ved Snedsted. Foto: Thy Whisky

Resultatet af en drastisk beslutning

Kåringen som Europas bedste er kulminationen på en lang personlig rejse for ejerne.

- For fire år siden tog min kone og jeg og min svoger og svigerinde en drastisk beslutning om at droppe vores gode jobs og livet i København for at flytte tilbage til slægtsgården i Thy for at opbygge vores økologiske whiskydestilleri, fortæller Andreas Poulsen.

Thy Whisky No. 9 Bøg Single Malt har en alkoholprocent på 50,8 og er den første danske vinder af prisen som Europas bedste, som dog ikke tæller Irland og Skotland med. De har nemlig deres egen kategorier.

Jim Murrays Whisky Bible 2020 kan ses her.