Bakterier fundet i drikkevand i Lumsås - kog vandet, inden du drikker det
Kommunen anbefaler at koge drikkevandet inden brug. Det er uvist, hvornår det bliver normalt igen.
Der er fundet coliforme bakterier i drikkevandet i Lumsås, og derfor anbefaler Odsherred Kommune, at borgerne koger vandet.
Det er hos Lumsås Vandværk, at man har fundet bakterierne ved en sikkerhedsprøve.
- Det er naturligt forekommende bakterier i jorden, som er skyld i vandets forurening. Det kaldes også coliforme bakterier, forklarer Niels Christoffersen, næstformand i Lumsås Vandværk.
Ifølge næstformanden berører det 612 husstande.
Regnen kan være skyld i bakterierne
Man mistænker, at bakterierne i vandet er opstået på grund af regnen de seneste dage, som kan påvirke vandets farve.
- Når det regner for meget, kan en knækket rørledning suge jord ind i sig. Det vil typisk bevirke, at folk får gult eller brunt vand i deres haner. Lige nu ser vandet udmærket ud, og det lugter ikke, men sikkerhedsprøven viser bakterier, siger Niels Christoffersen.
Svar om et døgn
Det er endnu uvist, hvornår vandet kan drikkes igen uden at koge det.
- Vi har fået taget en sikkerhedsprøve klokken 11.30. Herefter kan der gå 24 timer, før man har svar på, hvornår man muligvis kan drikke vandet igen, siger Niels Christoffersen.
Odsherred Kommune oplyser via deres hjemmeside, at det også omhandler at koge vandet, inden man tager et bad eller til simpel rengøring på bordoverflader.