Læsø på fallittens rand: - Vi nærmer os afgrunden

16x9
Vi nærmer os den grænse, hvor vi ikke har likviditet nok. Det er voldsomt alvorligt for os, siger Læsø Kommunes borgmester Karsten Nielsen (Dansk Folkeparti) Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV Nord

I samarbejde med TV2 Nord

Politikerne kan ikke få næste års budget til at hænge sammen og beder nu om en økonomisk hjælpepakke.

På kommunekontoret på Læsø er der torsdag kagemand på bordet. Det er borgmesterens fødselsdag, men ellers er der dømt smalkost på øen.

Pengekassen er tom, og næste års budget er i minus.

- Vi nærmer os den grænse, hvor vi ikke har likviditet nok. Det er voldsomt alvorligt for os, siger Læsø Kommunes borgmester, Karsten Nielsen (DF).

Han og den øvrige kommunalbestyrelse har derfor henvendt sig til både social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) og Folketingets Social- og Indenrigsudvalg med et nødråb om, at der er behov for yderligere økonomisk hjælp, hvis øens pressede økonomi skal hænge sammen.

Minister: Læsø får flest penge per indbygger

Umiddelbart er der dog ikke udsigt til flere penge fra staten til Læsø.

I et skriftligt svar til TV2 Nord skriver ministeren:

- Regeringen arbejder for god velfærd i hele landet. Derfor gør regeringen flere ting for at give Læsø en ekstra håndsrækning: Vi har givet syv millioner kroner i særtilskud oveni udligning og ø-tilskud. Vi vil fortsætte det særlige tilskud på 10 millioner kroner, og vi har givet kommunen lov til at låne ekstra penge, skriver Astrid Krag.

- Det betyder, at Læsø er en af de kommuner i landet, der får allerflest penge i tilskud per indbygger, fortsætter hun.

Derfor er økonomien presset

Det er især demografien, som presser Læsøs økonomi. Kommunen har Danmarks ældste befolkning med en gennemsnitsalder på 53,6 år, og halvdelen af øens 1800 indbyggere er over 60 år.

- Vi har meget lille beskatningsgrund og en meget lille skatteindtægt, siger borgmesteren.

Samtidig med at antallet at ældre stiger, falder antallet af erhvervsaktive på øen.

Christian Thorsen har haft fiskehandel på øen 20 år og oplever selv problemet.

- Vi har svært ved at finde folk til at arbejde for os. Det er der, hvor det store problem ligger, siger fiskehandler Christian Thorsen.

De sidste syv år er der således blevet 20 procent færre indbyggere på Læsø i den arbejdsdygtge alder.

- Jeg tror, at vi på den lange bane kommer til at kigge ud og få nogen til at hjælpe os, siger Christian Thorsen.

Beder staten om flere penge

Læsø Kommune har netop modtaget 7,2 millioner i ekstra ordinær støtte fra puljen for vanskeligt stillede kommuner og et likviditetslån på 10 millioner kroner.

Det er dog langtfra nok til at få økonomien til at hænge sammen i Danmarks mindste kommune. Kommunen har derfor bedt Folketinget om en ekstra hjælp på 10 millioner om året.

- Vi er tæt på afgrunden. Det er derfor, at vi råber vagt i gevær, siger borgmester Karsten Nielsen.

Der mangler seks millioner næste år

Hvis kommunen ikke få penge fra staten, er kassen tom om få måneder. Det betyder, at kommunen kommer under administration.

Om to uger skal politikerne vedtage næste års budget, hvor der mangler seks millioner kroner. Penge, som politikerne på Læsø ifølge lovgivningen skal finde.

Men det kan de ikke, lyder det.

- Vi opfylder ikke de regler, som der skal til. Jeg ved ikke, hvad ministeriet vil gøre, siger borgmesteren.