Mor underviser selv sine børn: - Det er dejligt, men jeg gad også godt gå i en rigtig skole

I samarbejde med TV Midtvest

475 danske børn bliver undervist derhjemme. En af dem er Sofia Kokfeldt fra Kjellerup.

TV 2 og regionerne har spurgt flere end 200 elever i 6. klasse om, hvad et godt børneliv er. Rundspørgen viser, at det for børnene især er vigtigt at have tid med deres forældre.

Seksårige Sofia Kokfeldt fra Kjellerup i Midtjylland bruger langt de fleste timer sammen med sine forældre – og knapt så mange med sine venner. Hun bliver nemlig undervist derhjemme af sin mor.

Jeg kan mærke, at jeg har mere lyst til at holde fri og være sammen med mine børn end at være en del af arbejdsmarkedet

Helle Kokfeldt

- Det er dejligt, men jeg gad også godt gå i en rigtig skole, for der er lidt flere børn, fortæller Sofia Kokfeldt.

Lange skoledage blev afgørende

Undervisningen foregår i familiens hjem og styres af Sofias mor, Helle Kokfeldt. Beslutningen om at undervise Sofia Kokfeldt og snart også hendes to yngre søstre hjemme blev blandt andet truffet, fordi skoledagene er blevet længere.

- Jeg var vant til at have hende hjemme og syntes, det var lang tid, hun skulle være væk. Vi syntes, at det var det vigtigste, at vi havde tid sammen os fem, siger Helle Kokfeldt.

HVAD SIGER LOVEN OM HJEMMEUNDERVISNING?

I Grundlovens § 76 står der: "Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen."

Hvordan du vælger at opfylde undervisningspligten, er altså helt op til dig selv. 

Som hjemmeunderviser hører man under Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Kilde: https://www.hjemmeundervisning.info 

Og selvom Sofia Kokfeldt nogle gange savner en hverdag, hvor der er lidt flere klassekammerater, sætter hun også pris på, at skoledagen foregår hjemme sammen med moren.

- Fordi jeg godt kan lide hende. Og jeg synes, det er meget vigtigt at have tid med sine forældre, siger hun.

Storesøster Sofia på seks bliver undervist hjemme af mor Helle - også hendes mindre søstre sidder med ved bordet.
Storesøster Sofia på seks bliver undervist hjemme af mor Helle - også hendes mindre søstre sidder med ved bordet. Foto: Bent Løkke Leth / TV Midtvest

- Selvfølgelig er der ting, vi ikke kan

Beslutningen om at undervise de tre piger hjemme har haft økonomiske konsekvenser for familien Kokfeldt.

- Selvfølgelig er der ting, vi ikke kan. Vi kan ikke lige tage på en ferie eller tage på weekendtur i Lalandia, for det er ting, der er omkostningstungt, siger Helle Kokfeldt.

Hun har for en tid lagt arbejdsmarkedet på hylden for at prioritere tiden med sine døtre, mens hun kan.

- Lige nu føler jeg ikke, at det er en ofring, fortæller Helle Kokfeldt.

- Jeg kan mærke, at jeg har mere lyst til at holde fri og være sammen med mine børn end at være en del af arbejdsmarkedet.

Tal fra 2018 viser, at omkring 475 børn bliver undervist af deres forældre.