Elefantflokke i Zoo forenet: Nu venter måneder med indbyrdes magtkampe

16x9
Elefanterne udviser styrke og dominans ved at lægge snablen henover hovedet og nakken på udfordreren. Foto: Jacob Munkholm Hoeck / Zoo

I samarbejde med TV 2 Lorry

Tirsdag mødte Københavns Zoos to elefantflokke for første gang hinanden, men etableringen af en ny samlet flok kan tage måneder.

Tirsdag formiddag tog elefanterne i København Zoo deres første store skridt på vejen mod at blive én samlet flok.

Begge flokke består af to hunner og en hanunge på to år, og forventningen er, at gruppen vil samle sig under den 39-årige matriark Thiha.

Det er jo store, tunge dyr, så når de prøver kræfter, kan det sagtens slå gnister

Dyrepasser Charlotte Vestergaard

Hun kom sammen med sin datter Kumari og dennes søn Bullie fra Køln Zoo for knap en måned siden, og de tre elefanter har brugt tiden frem til nu på at lære deres nye omgivelser at kende.

Tirsdag var det altså tid til at møde de øvrige to hunner og den jævnaldrende hanunge.

Kompliceret magtspil

Dyrepasser Charlotte Vestergaard og hendes kolleger fulgte nøje med i de komplicerede magtspil, der tog fart straks efter sammenlukningen, og hun var godt tilfreds efter de første par timer.

- Elefanterne vil helt naturligt udfordre hinanden for at få etableret et nyt hierarki, så vi er forberedte på, at der kommer nogle kampe, siger Charlotte Vestergaard.

Dyrepasserne er spændte på at følge udviklingen og de interne magtkampe, der kommer til at finde sted over de næste uger eller endda måneder.
Dyrepasserne er spændte på at følge udviklingen og de interne magtkampe, der kommer til at finde sted over de næste uger eller endda måneder. Foto: Jacob Munkholm Hoeck / Zoo

Hun er ikke bekymret for de store dyr på trods af deres indbyrdes magtspil.

- Det er jo store, tunge dyr, så når de prøver kræfter, kan det sagtens slå gnister, men indtil videre er det gået ret fredeligt. Ham, der laver mest ballade, er den toårige unge han fra Køln. Selvom han ikke er ret stor, udfordrede han en af vores hunner efter den første konfrontation mellem de voksne hunner. Så han bliver nok sat på plads en af de næste dage, siger Charlotte Vestergaard.

Dyrepasserne er spændte på at følge udviklingen de næste uger eller endda måneder.

- Det kan sagtens tage lang tid, før matriarken får samlet flokken under sig, så det bliver interessant at følge med i, siger Charlotte Vestergaard.

Sådan udfordrer elefanterne hinanden

  • Elefanterne udviser styrke og dominans ved at lægge snablen henover hovedet og nakken på udfordreren.
     
  • Elefanterne kommunikerer i det hele taget meget med snablen, der bliver ført ind i alle kropsåbninger.
     
  • Elefanterne vil også kunne ses puffe og mase til hinanden i en løbende styrkeprøve.
     
  • Elefanterne blafrer voldsomt med ørerne, når bølgerne går højt.
  • Derudover kommunikerer de meget via lugte og lavfrekvente lyde, som mennesker ikke kan opfange.

Kilde: København Zoo.