Bilist ramt af fældet træ

16x9
Arkivfoto. Foto: TV 2 ØST

I samarbejde med TV2 ØST

En 51-årig mand risikerer nu at blive straffet i sagen.

En 50-årig kvindelige bilist fik sig sammen med en 17-årig ung mandlig medpassager noget af et chok, da hun søndag eftermiddag kom kørende ad Valdemar Sejrsvej ved Tveje Merløse ved Holbæk.

Pludselig blev bilens kølerhjelm ramt af toppen af et grantræ.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En 51-årig mand ville på sin private grund fælde et stort grantræ, som han havde sikret med forskellige reb, så træet ikke burde falde ud over offentlig vej.

Kørt væk i ambulance

Men en knude i rebet gik op, og han kunne ikke forhindre træet i at falde ud over Valdemar Sejrsvej et par hundrede meter nord for Omfartsvejen. Her ramte træet bilen med de to personer.

Der opstod ifølge politiet skader på bilen, og der blev tilkaldt en ambulance, som bragte kvinden og den unge mand til kontrol på skadestuen. De slap dog begge fysisk uskadte fra hændelsen, som de dog var noget chokerede over.

Politiet har nu optaget rapport om hændelsen for at få klarlagt, om den 51-årige mand kan drages strafferetligt til ansvar.